Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten har oplyst, at fire af de sigtede i terrorsagen har haft adgang til mobiltelefoner. Justitsminister Søren Pind har bedt om en samlet redegørelse fra myndighederne. Samtidig varsler han nye tiltag.
Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten har oplyst over for Justitsministeriet, at fire af de fængslede i terrorsagen på forskellige tidspunkter har haft adgang til i alt syv mobiltelefoner. Det har Justitsminister Søren Pind i dag orienteret Folketingets Retsudvalg om. På den baggrund har justitsministeren bedt om en samlet redegørelse fra myndighederne, herunder for hvordan kommunikationen og koordineringen mellem de involverede myndigheder har foregået.
Justitsminister Søren Pind udtaler:
”Det er en uholdbar situation. Efter de foreliggende oplysninger har fire af de fængslede i terrorsagen på forskellige tidspunkter haft adgang til syv mobiltelefoner. Beskrivelsen af forløbet fremstår på nuværende tidspunkt ufuldstændig og fragmenteret. Jeg har derfor bedt de involverede myndigheder om en samlet redegørelse for forløbet.”
Justitsministeren varsler samtidig nye initiativer, der skal sætte ind over for ulovlige mobiltelefoner i landets fængsler og arresthuse.
”Ulovlige mobiler i fængslerne er ikke et nyt problem. Ikke desto mindre er situationen uholdbar. Derfor skal den fremadrettede indsats forbedres væsentligt i forhold til i dag. Her og nu øger vi indsatsen med bl.a. kropsscannere. Jeg anser samtidig bekæmpelsen af mobiltelefoner i landets fængsler og arresthuse som et vigtigt tema i de kommende drøftelser om kriminalforsorgens økonomi.”
For det første vil justitsministeren nu igangsætte et forsøg med kropsscannere af den type, der kendes fra lufthavne, i flere af kriminalforsorgens lukkede institutioner. Anvendelsen af kropsscannere kræver en ændring af lovgivningen, som ministeren vil søge Folketingets opbakning til i løbet af de kommende måneder.
For det andet udarbejder kriminalforsorgen nye retningslinjer for risiko- og analysebaserede visitationer – herunder ved anvendelse af de håndholdte mobildetektorer, der nu findes i alle i fængsler og arresthuse.
For det tredje skal kriminalforsorgen anvende hundekorpset mere målrettet i indsatsen mod mobiltelefoner. Derfor skal hundene, som i dag er særligt trænet til at finde narkotika, fremover også trænes i at finde telefoner.
Endvidere er man aktuelt ved at undersøge mulighederne for tekniske hindringer for brug af mobiltelefoner i fængsler og arresthuse. Kriminalforsorgen er aktuelt ved at indhente erfaringer på området.
Endelig vil indsatsen mod ulovlige mobiltelefoner i Kriminalforsorgens institutioner være et vigtigt tema i de kommende drøftelser om kriminalforsorgens økonomi.
Ud over de kommende initiativer har justitsministeren før jul bedt kriminalforsorgen om at øge antallet af razziaer.
Læs talerne til samrådet