Undersøgelsen af udbyttesagen udvides | Justitsministeriet

Justitsministeren har i dag meddelt Folketinget, at kommissionsundersøgelsen af udbytteskatteområdet kan udvides til at omfatte perioden efter den 1. juni 2015.

Den 9. april 2018 anmodede Justitsministeriet Undersøgelseskommissionen om SKAT om at udvide sin undersøgelse til også at omfatte forholdene vedrørende SKAT’s udbetaling af refusion af udbytteskat.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitets (Bagmandspolitiet) vurdering, at hensynet til følsomme oplysninger, som er nævnt i tillægskommissoriet af 9. april 2018, ikke længere er til hinder for en udvidelse af de tidsmæssige rammer for undersøgelsen.

På den baggrund har Justitsministeriet udarbejdet et udkast til et yderligere tillægskommissorium for Undersøgelseskommissionen om SKAT. Udkastet lægger op til, at undersøgelsen også skal omfatte perioden fra den 1. juni 2015 til kommissionens nedsættelse den 13. september 2017.

Justitsministeren har herefter – på sædvanlig vis – sendt udkastet til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. I forbindelse med fremsendelsen er udvalget blevet anmodet om snarest muligt og senest den 15. oktober 2018 at fremkomme med eventuelle bemærkninger til udkastet. Udkastet er sendt i kopi til Folketingets Skatteudvalg.

Læs hele udkastet til kommissorium her.

 

Baggrund

1. Justitsministeren nedsatte den 13. september 2017 Undersøgelseskommissionen om SKAT.

Som formand for undersøgelseskommissionen er udpeget landsdommer, ph.d. Michael Ellehauge. Som øvrige medlemmer er udpeget professor, dr.jur. Søren H. Mørup og advokat, LL.M., Elsebeth Aaes-Jørgensen. Som udspørger er udpeget advokat Jens Lund Mosbek. Som suppleanter for kommissionens formand og øvrige medlemmer er udpeget henholdsvis landsommer Rikke Holler, professor, dr.jur. Karsten Revsbech og advokat, ph.d. Sune Troels Poulsen.

Ifølge kommissoriet for undersøgelseskommissionen af 3. juli 2017 skal kommissionen undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til

  • forvaltningen af inddrivelsesområdet og planlægningen, udviklingen, idriftsættelsen og nedlukningen af det digitale inddrivelsessystem EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem)
  • sammenlægningen af den statslige og kommunale inddrivelsesmyndighed i SKAT og
  • beslutningsgrundlaget for, implementeringen af og opfølgningen på de generelle effektiviseringstiltag i SKAT.

Undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra 2002 til tidspunktet for kommissionens nedsættelse. Undersøgelseskommissionen kan, i det omfang den finder det relevant, også inddrage forhold, der tidsmæssigt ligger uden for den angivne periode.

2. Ved brev af 9. april 2018 anmodede Justitsministeriet Undersøgelseskommissionen om SKAT om, at forholdene vedrørende SKAT’s udbetaling af refusion af udbytteskat inddrages i kommissionens undersøgelse i tillæg til kommissoriet af 3. juli 2017.

Ifølge tillægskommissoriet af 9. april 2018 skulle undersøgelsen omfatte perioden fra 2010 til den 1. juni 2015. Undersøgelsen skulle ikke omfatte det senere forløb af hensyn til at undgå risikoen for at kompromittere den strafferetlige efterforskning.

Det fremgår imidlertid endvidere af tillægskommissoriet af 9. april 2018, at hvis det på et senere tidspunkt viser sig, at hensynet til de følsomme oplysninger, som indgår i efterforskningen, ikke længere er til hinder herfor, vil der kunne træffes beslutning om at gøre perioden efter den 1. juni 2015 til genstand for en undersøgelse.

Læs kommissoriet af 3. juli 2017 for Undersøgelseskommissionen om SKAT her.

Læs tillægskommissoriet af 9. april 2018 for Undersøgelseskommissionen om SKAT her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top