Mellem 42.000 og 58.000 personer udsættes årligt for fysisk vold af en nuværende eller tidligere partner. Det viser en ny undersøgelse fra Justitsministeriet. Knap to ud af tre ofre angiver, at de har oplevet at blive udsat for partnervold mere end én gang inden for det seneste år. Som led i den kommende strafreform vil regeringen skærpe straffen for alvorlig personfarlig kriminalitet som f.eks. grov vold – også når den begås i hjemmet.
Partnervold sker desværre alt for hyppigt i Danmark. I en ny offerundersøgelse fra Justitsministeriet oplyser 1,1 procent af de adspurgte, at de har været udsat for vold af en nuværende eller tidligere partner, herunder at de med vilje er blevet skubbet hårdt, slået, sparket eller på anden måde udsat for fysisk vold. Det svarer til mellem 42.000 og 58.000 personer i alderen 16-79 år.
Det kan have langvarige og skadelige konsekvenser at blive udsat for vold af en partner. Børns Vilkår udkom tidligere på året med en undersøgelse, som bl.a. undersøgte vold i hjemmet blandt 8. klasses elever. Undersøgelsen viser, at 11 procent af de adspurgte elever havde oplevet voldsomme episoder mellem de voksne i hjemmet det seneste år, og 76 procent af de børn, der har oplevet fysisk, psykisk og/eller materiel vold mellem de voksne, har også selv været udsat for vold i hjemmet.
Børn, der udsættes for vold af deres forældre, har også en øget risiko for enten at udøve eller at blive offer for partnervold senere i livet. Det skal der sættes mere ind over for. Derfor vil regeringen med den kommende strafreform skærpe straffen for grov personfarlig kriminalitet, herunder når der bliver begået vold mod en partner eller børn.
Offerundersøgelsen fra Justitsministeriet viser også, at størstedelen af dem, der oplyser at have været udsat for partnervold inden for det seneste år, har været udsat for volden mere end en gang i perioden, og knap hvert 10. offer for partnervold oplyser, at der blev anvendt et våben eller redskab i forbindelse med volden. Samtidig viser undersøgelsen, at volden i otte ud af 10 tilfælde ikke bliver anmeldt til politiet.
Hele offerundersøgelsen kan læses her.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Tallene vidner desværre om, at alt for mange udsættes for partnervold. Samtidig ved vi, at børn, der vokser op med vold i hjemmet, også ofte selv bliver udsat for vold. Det må vi som samfund aldrig acceptere. Det kan have altødelæggende konsekvenser at blive udsat for vold, og jeg mener, at straffen for bl.a. grove voldsforbrydelser i dag er for mild. Derfor vil regeringen med den kommende strafreform skærpe straffen for alvorlig personfarlig kriminalitet, så den i højere grad tager højde for forbrydelsens alvor. Hvis vi skal sætte en stopper for partnervold og vold i hjemmet generelt, har vi også som samfund en pligt til at gribe ind, så voldsudøverne kan blive stillet til ansvar.
Flere initiativer på vej mod vold i hjemmet
Som led i Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark vil regeringen nedsætte en kriminalitetsforebyggelseskommission, som skal se på, hvordan det forebyggende arbejde på tværs af myndigheder kan styrkes. Kommissionen skal bl.a. se på tiltag, der kan sikre, at der gribes ind over for vold og overgreb i hjemmet, og at der sker anmeldelse til politiet.
Derudover har justitsministeren i november sendt et lovforslag i høring, som skal bane vejen for en forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til et opholdsforbud – såkaldt omvendt fodlænke. Forsøgsordningen har til formål at sikre, at opholdsforbud overholdes i et større omfang, end det er tilfældet i dag, og at styrke beskyttelsesværnet mod bl.a. partnervold.
Tidligere på året indgik regeringen desuden et samarbejde med Børns Vilkår, så man i højere grad kan få et overblik over omfanget af børn, der oplever at blive udsat for vold i hjemmet.
Fakta om undersøgelsen
Justitsministeriet har siden 2005 årligt udarbejdet offerundersøgelsen ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet”. I rapporten belyses befolkningens udsathed for tyveri, indbrud, hærværk, vold, psykisk vold, voldtægt, øvrige seksuelle krænkelser samt kriminalitet begået på internettet. Den seneste rapport indeholder desuden et separat kapitel om vold og seksuelle overgreb begået af en partner og et kapitel om hadforbrydelser.
I offerundersøgelserne er omfanget af partnervold traditionelt undersøgt ved at se på, hvor stor en andel af respondenterne, som svarer bekræftende på spørgsmålet om udsathed for vold, og som samtidig svarer, at gerningspersonen ved det seneste voldstilfælde var en på besvarelsestidspunkt nuværende eller tidligere partner. Denne metode har dog vist sig kun at indfange de mest alvorlige tilfælde af partnervold. For at få et bedre indblik i omfanget af partnervold blev der i 2023 tilføjet et nyt separat spørgsmål til offerundersøgelserne om udsathed for partnervold.
Spørgsmålet lyder: ”Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for, at din nuværende eller tidligere partner med vilje har skubbet dig hårdt, slået, sparket eller på anden måde udsat dig for fysisk vold?”, og det bliver i bekræftende fald fulgt op af en række underspørgsmål vedrørende de nærmere omstændigheder ved den seneste episode.
Offerundersøgelsen gennemføres af Justitsministeriet i samarbejde med Københavns Universitet og finansieres af Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd.