Justitsminister Søren Pind har i dag besluttet, at der rejses tiltale mod fire mænd for medvirken til terrorisme i forbindelse med angrebet ved Københavns Synagoge i februar sidste år.
Justitsministeren udtaler i den forbindelse:
”Anklagemyndigheden har i dag – efter min beslutning – rejst tiltale mod fire mænd for medvirken til terrorisme i forbindelse med angrebet ved Københavns Synagoge. Som justitsminister er det en af mine fornemmeste opgaver at værne om danskernes tryghed og sikkerhed. Med tiltalen er der taget et vigtigt skridt i forhold til at retsforfølge de personer, der efter anklagemyndighedens opfattelse bærer et medansvar for terrorangrebene i København.”
Ifølge anklageskriftet er de fire personer bl.a. tiltalt for at have medvirket til drabet på Dan Uzan og til drabsforsøgene på to politibetjente, som Omar Abdel Hamid El-Hussein efter anklagemyndighedens opfattelse begik den 15. februar 2015.
Straffesagen er forhåndsberammet til behandling af et nævneting i Københavns Byret fra den 10. marts 2016.