I Danmark skal vi møde hinanden på en ordentlig måde – ansigt til ansigt. Derfor præsenterer justitsministeren nu et lovforslag om et tildækningsforbud. Forslaget skal forbyde, at man i det offentlige rum bærer beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet.
Hvis man tildækker sig, giver man udtryk for, at man ikke ønsker at være en del af samfundet, og medvirker til at skabe parallelsamfund med egne normer og regler. På den baggrund foreslår regeringen et tildækningsforbud – det vil sige et forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet.
Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:
”Det er ikke foreneligt med værdierne i det danske samfund eller respekten for fællesskabet at holde ansigtet skjult, når man møder hinanden i det offentlige rum. Vi skal værne om respekten for vores fællesskab og de værdier, der binder os sammen. Med et tildækningsforbud trækker vi en streg i sandet og slår fast, at her i Danmark viser vi hinanden tillid og respekt ved at mødes ansigt til ansigt.”
Det vil være en konkret vurdering for politiet og domstolene, om en beklædningsgenstand bæres i strid med forbuddet. Burka, niqab samt elefanthuer, hvor alene øjne og mund er synlige, er eksempler på beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet. En person, der overtræder forbuddet for første gang, vil som udgangspunkt blive straffet med en bøde på 1.000 kr. I gentagelsestilfælde kan bøden forhøjes op til som udgangspunkt 10.000 kr.
Tildækning af ansigtet, som har et anerkendelsesværdigt formål, er generelt undtaget forbuddet. Det kan eksempelvis være vintertøj, når det er koldt, kostumer og masker i forbindelse med fastelavn og halloween eller tildækning af ansigtet i en konkret arbejdsmæssig sammenhæng, f.eks. brug af beskyttelsesudstyr eller udklædning som ”butiksmaskot” e.l.
Regeringens lovforslag sendes i dag i høring. I høringen opfordrer Justitsministeriet til bl.a. at overveje grænsetilfælde mv., så der eventuelt kan tilføjes flere retningslinjer i lovforslaget, hvis der er behov for det.
Se lovforslaget her.
Læs mere om tildækningsforbuddet her.