Det skal stadig være muligt at blive testet i sommerlandet, men i takt med at flere danskere bliver vaccineret, tilpasses kapaciteten.
Mange danskere er allerede vaccinerede mod COVID-19, og i de kommende måneder vil flere komme til. Det betyder, at en voksende del af danskerne ikke længere har behov for at blive testet for at have et gyldigt coronapas. Derfor er det besluttet at tilpasse og nedskalere testkapaciteten løbende hen over sommeren i takt med, at efterspørgslen falder.
Nedskaleringen vil først og fremmest berøre kapaciteten for antigentest, mens PCR-testkapaciteten vil blive opretholdt. Selvom testbehovet er faldende, er der stadig mange danskere, der ikke er vaccinerede, og der er samtidigt virusmutationer, vi skal være opmærksomme på.
Testindsatsen vil fortsat blive tilrettelagt, så danskere nemt kan komme til et testcenter. Derfor vil der fortsat ikke være længere end 20 km. til nærmeste teststed for den enkelte dansker (enten PCR eller antigentest) og der vil være både et PCR- og et antigenteststed i alle kommuner.
Justitsminister Nick Hækkerup siger:
”Selvom mange danskere er vaccinerede og har fået coronapas, så er der stadig behov for, at man kan blive testet. Samtidig skal vi selvfølgelig heller ikke teste mere, end det er nødvendigt, i takt med at vaccinerne udrulles. Derfor justerer vi testindsatsen i den kommende tid. Men vi sikrer også fortsat, at dem der ikke er vaccineret nemt kan komme til et testcenter. For test er sammen med vaccinationerne vilkåret for, at vores samfund kan være åbent denne sommer”.
Fakta om testkapaciteten:
Modellen for nedskalering af antigentestkapaciteten vil være en fem trins-model. Det grundlæggende element er, at der skrues ned, når testaktiviteten i en periode er faldet væsentligt. F.eks. nedskaleres antigentestkapacitet fra 500.000 til 400.000, når der i en periode på syv dage er blevet foretaget under 300.000 daglige antigentest. Det har været tilfælde de seneste syv dage, derfor nedskaleres nu til trin 2.
Testindsatsen vil fortsat blive tilrettelagt, så danskere nemt kan komme til et testcenter. Men der vil kunne opleves færre åbne timer på landets testcentre og mindre personale i takt med, at en nedskalering finder sted. Adresser og åbningstider for testcentrene opdateres løbende på coronasmitte.dk.
Ændringer i testkapaciteten vil løbende blive kommunikeret ud af Styrelsen for Forsyningssikkerhed.