Tirsdag præsenterer regeringen sit udspil til en ny bandepakke, som skal gøre op med bandernes fødekæde, styrke efterforskningen af deres ulovlige forretninger og sætte ind over for forråelsen i miljøet. Justitsminister Mattias Tesfaye indkalder nu Folketingets partier til forhandlinger.
Justitsministeriets seneste tryghedsundersøgelse viser, at en ud af tre borgere i særligt udsatte boligområder har oplevet rocker-bandeaktivitet i deres nabolag.
Og vi skal ikke langt tilbage i tiden, førend vi var vidne til dødbringende skyderier i bandemiljøet i og omkring København. Der var et voldsomt knivoverfald i Odense i sidste uge. Og hver eneste dag tjener bandernes bagmænd enorme summer på at sælge narko og ødelægge livet for masser af unge mennesker i Danmark.
Banderne driver kriminel forretning, hvor de fx gennem organiseret økonomisk kriminalitet svindler groft med skatter og afgifter. De tjener penge på ulovlige indtægter som fx narkotika. Og de lokker børn og unge ind i deres kriminelle netværk.
Justitsminister Mattias Tesfaye udtaler:
“Jeg bliver provokeret, når jeg hører om bandemedlemmer der lever i luksus på ture til Dubai. De penge er tjent på trusler, narkosalg, skattefusk og brutal vold. Herhjemme efterlader de ødelagte liv og utrygge lokalsamfund.
I dag præsenterer vi en ny bandepakke med 30 konkrete tiltag. Det skal blandt andet straffes hårdt, hvis man rekrutterer unge til banderne. Vi vil opruste markant i efterforskningen af bagmændenes millionfortjeneste. Og slå markant hårdere ned på knive og bandernes våbenlagre”.