Justitsminister Peter Hummelgaard har i dag mødtes med task force om Scandinavian Star i forbindelse med task forcens offentliggørelse af sin endelige redegørelse.
Den 12. maj 2021 blev den tidligere regering og Folketingets partier enige om at nedsætte en uafhængig task force, der skulle undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene vedrørende Scandinavian Star. I september 2023 fik task forcen udvidet sit mandat, som indebar, at der kunne foretages en undersøgelse af den brandtekniske validitet af tidligere foretagne brandtekniske undersøgelser af et hydraulikolierør, ligesom task forcen kunne undersøge, om der kunne foretages brandtekniske undersøgelser, som ikke har været foretaget før, eller som ikke hidtil har været teknologisk mulige.
Udvidelsen af mandatet indebar desuden en undersøgelse af spørgsmål om, hvad en inspektør fra Søfartsstyrelsen må antages at ville kunne have observeret under en havnestatskontrol, hvorvidt disse observationer efter de dagældende regler må antages at ville have afsløret mangler, der ville have medført påbud eller restriktioner, samt spørgsmålet om, hvorvidt det på baggrund heraf kan sandsynliggøres, at gennemførelsen af en havnestatskontrol ville have påvirket hændelsesforløbet.
Task forcen har bestået af professor mso, dr. jur. Kristina Siig, som også har været formand for task forcen, forsvarsadvokat Peter Giersing, forsvarsadvokat og tidligere anklager Jakob Buch-Jepsen og tidligere politikommissær og efterforskningsleder Ove Pedersen.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Den dybt tragiske brand på Scandinavian Star har efterladt et sår, der over 30 år senere ikke er helet. Jeg har den dybeste medfølelse med ofrene og med de mange mennesker, som mistede et familiemedlem eller en nærtstående, som var ombord på skibet. Der blev i 2021 nedsat en uvildig task force, som nu har afleveret sin redegørelse og dermed afsluttet sit arbejde. Vi vil nu nærlæse redegørelsen.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
– Branden på Scandinavian Star var en forfærdelig og ufattelig tragisk hændelse. Familier har mistet kære, og i mere end en generation levet med savn og traumer. Nu har den uvildige taskforce afleveret sin redegørelse, som bl.a. rejser kritikpunkter af Søfartsstyrelsens kontrol af skibet. Regeringen vil nu gennemgå redegørelsen og se, hvad taskforcens konklusioner giver anledning til.
Hele redegørelsen kan læses her.