Regeringen vil ruste Danmark bedre til at modstå fjendtlige udenlandske forsøg på at påvirke vores demokrati og samfund. Afdækning af påvirkningsforsøg, et stærkt beredskab samt tættere dialog med bl.a. medierne og Folketingets partier om håndteringen af truslen fra påvirkningskampagner. Det er nogle af elementerne i regeringens nye handlingsplan.
Visse lande bruger påvirkningskampagner til at øve indflydelse på interne politiske forhold i bl.a. Vesten for at opnå egne udenrigspolitiske mål. De seneste år har der været en række eksempler på, at Rusland har forsøgt at påvirke valg og folkeafstemninger i både Europa og USA. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er det meget sandsynligt, at fremmede magter også vil kunne gennemføre påvirkningskampagner mod Danmark, f.eks. i forbindelse med et kommende folketingsvalg.
Regeringen tager denne trussel mod de danske interesser og demokratiske værdier meget alvorligt og præsenterer derfor en plan med 11 initiativer, der skal styrke Danmark mod påvirkningskampagner.
En påvirkningskampagne kan f.eks. indebære forsøg på at plante usande informationer og historier i medierne eller skabe et forvrænget nyhedsbillede for på den måde at påvirke en vigtig beslutning. Ofte vil sådanne kampagner være designet til at skabe splid i befolkningen og søge at underminere tiltroen til f.eks. et valg eller til samfundets institutioner.
Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:
”Med risikoen for påvirkningskampagner står vi over for en trussel mod vores frie demokrati, som vi bliver nødt til at bekæmpe med håndfaste midler. Derfor lancerer vi nu denne handlingsplan, så myndigheder, folkestyret og pressen står bedre rustet, hvis fremmede lande forsøger at påvirke væsentlige beslutninger, der har stor betydning for Danmark. Danmarks sikkerhed og tryghed står øverst for mig som justitsminister, og i dag tager vi endnu et skridt for at værne om netop de værdier.”
Udenrigsminister Anders Samuelsen:
”Helt grundlæggende handler det om at forsvare vores frihed og demokrati. De russiske påvirkningskampagner omkring USA’s og også Frankrigs valg viser, at det er nødvendigt at være på forkant med udviklingen. Det er derfor, vi handler nu. Den danske befolkning skal fortsat have fuld tillid til vores demokrati. Mange af vores allierede står i samme situation. For mig er det vigtigt, at vi også trækker på deres erfaringer, så vi sammen står stærkest muligt over for truslen.”
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger:
”Vi har efterhånden set en række eksempler på, at Kreml forsøger at påvirke demokratiske valg i Vesten med kampagner, der fokuserer på at skabe splid og uenighed i befolkningen. De fokuserer på allerede eksisterende politiske dilemmaer eller søger sågar at fremme synspunkter på begge sider af en konflikt – alene med det formål at skabe splid og underminere tilliden til vores institutioner, myndigheder og i sidste ende til hinanden. Jeg er ikke så nervøs for selve valghandlingen og optællingen af stemmer herhjemme, for der har vi et robust system, der er svært at hacke så at sige. Men vi har set, hvordan Rusland har blandet sig i demokratiske valg i USA og Frankrig. Hvilken indflydelse det har haft, kan vi kun gisne om. Men det må aldrig ske i Danmark. Derfor er regeringens handlingsplan et vigtigt element i at styrke vores evne til at imødegå påvirkningsoperationer mod Danmark – bl.a. i forbindelse med det kommende folketingsvalg.”
Valghandlingsplanen udgøres af 11 initiativer, der vedrører myndighedernes generelle arbejde med at imødegå påvirkningskampagner, sikringen af selve valghandlingen, rådgivning af valgets primære aktører samt invitation til samarbejde med relevante aktører i mediebranchen og sociale medier:
Handlingsplan forud for folketingsvalget
1. | Regeringen har nedsat en tværministeriel task force, der har styrket myndighedernes koordination og indsats for at imødegå påvirkningskampagner, herunder i forbindelse med danske valghandlinger. Der er bl.a. med inddragelse af erfaringer fra udlandet taget en række initiativer til at opbygge kapaciteter i de relevante myndigheder og udvikle konkrete modforanstaltninger. |
2. | Udenrigsministeriet har igangsat en styrket monitorering af disinformation i medierne rettet mod Danmark og vil – efter inspiration fra andre nordiske lande – tage initiativ til træning af de statslige myndigheders kommunikationsmedarbejdere i forhold til den løbende håndtering af disinformation. |
3. | PET og FE styrker fokus på fjendtligsindede udenlandske aktørers påvirkningsaktiviteter i og mod Danmark, f.eks. i forbindelse med det kommende folketingsvalg. |
4. | Økonomi- og Indenrigsministeriet sikrer i samarbejde med PET og FE/CFCS, at der gennemføres de fornødne trussels- og sårbarhedsvurderinger i forhold til valghandlingen. |
5. | Økonomi- og Indenrigsministeriets beredskab i forbindelse med valghandlingen vil have øget fokus på trusler fra eventuel udenlandsk påvirkning. Arbejdet tilrettelægges i et tæt samarbejde med den nedsatte tværministerielle task force, herunder særligt PET og FE/CFCS. |
6. | Regeringen vil tilbyde alle opstillingsberettigede politiske partier rådgivning om risikoen for udenlandsk påvirkning i forbindelse med det kommende folketingsvalg, herunder cyberangreb, og om muligheden for at imødegå sådan påvirkning og angreb. Rådgivningen vil blive tilbudt via de nationale sikkerhedsmyndigheder (PET og FE/CFCS). |
7. | Regeringen vil indbyde partilederne til en orientering om risikoen for udenlandsk påvirkning i forbindelse med det kommende folketingsvalg. |
8. | Regeringen vil invitere repræsentanter for medierne til en dialog om mulige samarbejder i forhold til at imødegå eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg. Et sådant samarbejde vil ske med fuld respekt for centrale principper for en fri og uafhængig presse. |
9. | Regeringen vil invitere repræsentanter for de dominerende sociale medier til en dialog om mulige samarbejder i forhold til imødegåelse af eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg. Dette vil bl.a. ske med udgangspunkt i erfaringerne fra en række andre lande. |
10. | Regeringen vil invitere medier omfattet af public service-forpligtelse til en dialog om mulige samarbejder i forhold til imødegåelse af eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg bl.a. med henblik på at skabe opmærksomhed om truslen i befolkningen. |
11. | Regeringen vil fremsætte et lovforslag, som sikrer, at det strafferetlige værn mod fremmede efterretningstjenesters påvirkningskampagner mod Danmark er opdateret i forhold til den aktuelle trussel. |
Fakta:
FE har i sin Efterretningsmæssig Risikovurdering i 2017 vurderet, at det er sandsynligt, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel mod Danmark. Danmark vil uden eller med meget kort varsel kunne blive ramt at russisk påvirkningsforsøg. Det er meget sandsynligt, at Rusland vil formå at målrette og tilpasse påvirkningskampagner mod Danmark. Russisk påvirkning vil f.eks. kunne ske i forbindelse med en valgkamp eller som konsekvens af Ruslands bredere hensigt om at påvirke situationen i Østersøregionen til Ruslands fordel. Det er i den forbindelse sandsynligt, at Ruslands styrkede påvirkningsindsats mod bl.a. de baltiske lande, Sverige og Finland også vil føre til en øget fokus på Danmark.
PET har i sin redegørelse for 2017 anført, at påvirkningskampagner er en særlig form for undergravende statsinitieret virksomhed. Påvirkningskampagner kan bestå af forskellige aktiviteter, der alle har til formål at påvirke opinionsdannelsen og den politiske beslutningsproces i en retning, der tjener en given stats interesser. Rusland gennemfører i dag målrettede påvirkningskampagner i Vesten, og PET kan konstatere aktiviteter i Danmark, der er sammenlignelige med den udvikling, der ses i de øvrige lande i det nordisk-baltiske område.