Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi | Justitsministeriet

Straffelovrådet – der har gennemgået de juridiske konsekvenser af en ophævelse af blasfemiparagraffen – konkluderer, at blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for skarp kritik af religion og religiøse dogmer.

Straffelovrådets grundige gennemgang af, hvilke konsekvenser det vil have, hvis man vælger at ophæve straffelovens § 140 om blasfemi, bliver nu offentliggjort.

Straffelovrådets udtalelse vil nu blive sendt i høring hos en bred kreds af relevante myndigheder og organisationer mv. Herefter vil høringssvarene blive sendt til Folketingets Retsudvalg.

På baggrund af rådets udtalelse har regeringen besluttet ikke at stille forslag om at ophæve forbuddet mod blasfemi.

I sin udtalelse peger Straffelovrådet på, at blasfemiforbuddet ikke er til hinder for skarp kritik af religioner og religiøse dogmer.

Vælger man at afskaffe forbuddet, vil det til gengæld betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor.

Justitsminister Mette Frederiksen siger:

”Straffelovrådets gennemgang viser, at blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for kritik af religioner. Sådan er det – og sådan skal det være i et frit samfund. Men samtidig peger Straffelovrådet på, at hvis man afskaffer bestemmelsen, vil der kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor.

Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.”

 

Baggrund

Folketingets Retsudvalg opfordrede i sin tid i enighed justitsministeren til at anmode Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140. Retsudvalget opfordrede endvidere justitsministeren til, når Straffelovrådets udtalelse foreligger, at sende udtalelsen i en bred høring og efterfølgende tilsende udvalget høringssvarene og et høringsnotat.

På denne baggrund anmodede den daværende justitsminister Straffelovrådet om en udtalelse, hvor rådet vurderer de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 samt fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af straffelovens § 140.

Straffelovrådet har afgivet sin udtalelse herom til justitsminister Mette Frederiksen.

Med hensyn til de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 peger Straffelovrådet navnlig på, at der efter en ophævelse af straffelovens § 140 vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af f.eks. Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor.

Med hensyn til fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af straffelovens § 140 konkluderer Straffelovrådet, at der – afhængig af, hvordan man vægter hensyn til ytringsfrihed, beskyttelse mod krænkelse af følelser, mulighed for at opretholde samfundsmæssig ro og statens forhold til fremmede magter, og hvordan man ser på demokrati, religion og mindretalsbeskyttelse – kan anføres en række fordele og ulemper ved at ophæve straffelovens § 140.

Straffelovrådet anfører sammenfattende, at en stillingtagen til, om straffelovens § 140 bør ophæves, vil bero på en samlet vurdering af de forskelligartede hensyn, der gør sig gældende.

Læs Straffelovrådets udtalelse her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top