Kriminalforsorgen har fundet en placering til en ny arrest i Slagelse Kommune, som der nu bliver arbejdet videre med.
I fredags præsenterede regeringen sin 2030-plan med en ambition om at investere massivt i retsområdet frem mod 2030, så der fra 2030 vil være 2,5 mia. kr. mere om året til tryghed. Men regeringen er allerede nu på en lang række områder ved at styrke retsområdet.
I dag er der fundet en placering til en ny arrest til 400 indsatte. Kriminalforsorgen har efter grundige besigtigelser og vurderinger af byggegrunde fundet, at den bedst egnede placering til en ny arrest ligger på et kommunalt ejet areal ved Marsk Stig samt tilstødende arealer, hvor der skal indgås aftaler med private lodsejere.
Arealet har størrelsen samt grund- og adgangsforhold, der er rigtig godt egnet til formålet. Beslutningen om at udvide og bygge en arrest med plads til 400 indsatte er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-25 og vil bidrage til at øge kapaciteten og få kriminalforsorgen tilbage i balance.
Justitsminister Mattias Tesfaye udtaler:
“Lige nu kan vi ikke straffe voldsforbrydere så hårdt, som vi burde. Vi har ganske enkelt ikke plads til flere i vores fængsler og arrester. Derfor skal vi udvide antallet af pladser. Nu er vi kommet et skridt nærmere, og jeg glæder mig til, at vi kan tage første spadestik i Slagelse.”
Direktør i Kriminalforsorgen Ina Eliasen udtaler:
“Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi nu har fundet en adresse, hvor vores nye arrest skal ligge. Kriminalforsorgen har behov for ekstra kapacitet, og med det her skridt fra flerårsaftalen går vi i den rigtige retning. Jeg glæder mig derfor til, at vi kan tage det første spadestik og komme i gang med arbejdet i tæt samarbejde med kommunen.”
Også i Slagelse ser man frem til at tage det første spadestik til den nye arrest.
Borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents udtaler:
“Det er rigtig mange arbejdspladser, som nu har kurs mod Slagelse. Derfor er jeg er rigtig glad for, at vi i samarbejde med Kriminalforsorgen nu har fundet en placering, som vi kan arbejde videre med. Med placeringen ved Marsk Stig kommer arresten til at ligge tæt på motorvejen og offentlig transport og de får en adresse, hvor de kan tiltrække medarbejdere fra både Sjælland og Fyn.”
Kriminalforsorgen og Slagelse Kommune vil nu udarbejde en hensigtserklæring, hvori det gøres klart, at der skal laves en lokalplan for arresten, og hvori det fremgår, at de indledende forhandlinger om køb af arealer kan påbegyndes.
Herefter følger den formelle igangsætning af byggeriet, hvor lokalplanarbejdet og de indledende købsforhandlinger påbegyndes. Kriminalforsorgen arbejder sideløbende med at planlægge og projektere arresten.
Slagelse Kommune vil i samarbejde med Kriminalforsorgen sørge for inddragelse, høring og kommunikation med Slagelses borgere og især i det berørte lokalområde.Den nøjagtige adresse er endnu ikke fastlagt, da den vil afhænge af arrestens placering på det valgte areal.
Arresten forventes færdiggjort i 2027.