Pressemeddelelser | Justitsministeriet

Personer, som har været udsat for f.eks. vold eller voldtægt, kan få erstatning og godtgørelse fra staten. Men mange må i dag vente alt for længe på at få deres penge, fordi sagsbehandlingstiderne i Erstatningsnævnet længe har været meget utilfredsstillende. Med et nyt lovforslag vil justitsminister Søren Pape Poulsen nu sikre, at ofre for forbrydelser hurtigere kan få deres erstatning.

Fremover skal der uddannes fængselsbetjente i Vestdanmark. Det sker, efter regeringen sammen med Dansk Folkeparti har valgt at omdanne dele af det tidligere åbne fængsel Møgelkær til en ny uddannelsesinstitution for fængselsbetjente.

Det fremgår af debatten i flere medier, at Straffelovrådet, der vejleder Justitsministeriet i strafferetlige spørgsmål, skulle være nedlagt. Det er faktuelt forkert.

Justitsminister Søren Pape Poulsen fremsætter onsdag et lovforslag i Folketinget, der indfører en selvstændig bestemmelse i straffeloven, som ligestiller psykisk og fysisk vold. Med lovforslaget lægges der op til en strafferamme på op til tre års fængsel for psykisk vold, og det skal være med til at understrege de alvorlige skadevirkninger, psykisk vold kan have.

Som led i indsatsen mod bander har regeringen sammen med Folketinget vedtaget et lovforslag om at standse udbetalingen af kontanthjælp til bandemedlemmer i tre år, efter de har afsonet en fængselsstraf. I stedet skal bandemedlemmerne modtage en ydelse på niveau med integrationsydelsen. En ny kortlægning fra Justitsministeriets Forskningskontor viser netop, at 39 pct. af de personer, der i 2016 var registreret som medlemmer af kriminelle grupperinger, havde modtaget kontanthjælp i årets løb.

Unge kriminelle vil fremover blive mødt af en tidligere og mere konsekvent indsats, der i højere grad skal hjælpe dem væk fra det kriminelle spor og tilbage i fællesskabet. Det sker, efter et bredt flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i dag har vedtaget to lovforslag, der udmønter regeringens omfattende reform om en ny og helhedsorienteret indsats mod ungdomskriminalitet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen har besluttet at støtte et projekt med unge brandkadetter hos Frederiksborg Brand og Redning med 100.000 kroner årligt i 2018-2020. Projektet skal forebygge kriminalitet blandt unge og hjælpe dem videre i livet med uddannelse og job.

Justitsminister Søren Pape Poulsen præsenterer i dag syv initiativer, der styrker indsatsen mod pædofilidømte. Med udspillet foreslår ministeren blandt andet, at flere pædofilidømte fremover får forbud mod at få besøg af børn og tage kontakt til børn, at forbuddet gøres tidsubegrænset, og at myndighederne øger og styrker deres tilsyn for at hindre, at børn bliver nye ofre for overgreb af tidligere pædofilidømte.

Back to top