Danske myndigheder får i stigende grad mulighed at lave kontrolbesøg hos virksomheder og borgere. Nu starter regeringen et arbejde, som skal skabe grundlag for at vurdere, om balancen er den rette mellem hensynet til privatlivet og hensynet til kontrol med, om lovgivningen
bliver overholdt.
Justitsministeren har fremsat den årlige redegørelse om myndighedernes brug af tvangsindgreb og oplysningspligter for Folketinget.
Redegørelsen viser – ligesom tidligere redegørelser – at antallet af bestemmelser i lovgivningen, der giver myndighederne adgang til tvangsindgreb over for borgerne, løbende vokser. Alene i de sidste 5 år er der kommet over 20 nye bestemmelser til samt foretaget 27 udvidelser af eksisterende bestemmelser.
Regeringen vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe, som skal gennemgå samtlige af de regler, der giver myndighederne adgang til at gennemføre kontrolbesøg hos borgere og virksomheder. Alle ministerier skal identificere reglerne om kontrolbesøg på deres område. Derefter skal arbejdsgruppen vurdere, om der er behov for at beholde de enkelte regler.
Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:
”Vi skal tænke os godt om, når vi giver myndighederne adgang til at lave kontrolbesøg hos virksomheder og borgere. Samtidig skal vi selvfølgelig kunne holde øje med, om lovgivningen om eksempelvis fødevaresikkerhed og miljø bliver overholdt. Det gælder om at finde den rette balance, og når vi ser, at antallet af regler om kontrolbesøg bliver ved med at stige år efter år, så må vi stoppe op se, om den balance er fundet."
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:
”Der skal være rigtig gode grunde til, at offentlige myndigheder foretager indgreb i den private ejendomsret eller andre personlige rettigheder, og det bør holdes på et absolut minimum. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi i regeringen nu har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal tjekke op på det stigende antal bestemmelser, der som led i kontrol giver myndighederne mulighed for at foretage tvangsindgreb over for enkeltpersoner og virksomheder. Jeg ser frem til arbejdsgruppens konklusioner, og det er både min forventning og ambition, at vi kan luge ud i antallet af regler om tvangsindgreb.”
Skatteminister Karsten Lauritzen siger:
”Allerede som retsordfører i oppositionen påpegede jeg, at der skal være en balance mellem borgernes retssikkerhed og myndighedernes mulighed for effektiv kontrol. På skatteområdet har der været eksempler på, at myndighedernes værktøjer er gået for langt. Det var bl.a. derfor, at jeg som skatteminister som noget af det første afskaffede SKATs adgang til at kontrollere på privat grund. Og derfor er det også naturligt, at vi nu giver hele området et serviceeftersyn”.
Arbejdsgruppen skal afslutte sit arbejde inden foråret 2018, og regeringen vil herefter tage stilling til arbejdsgruppens forslag.
Justitsministeriets redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen kan læses her.
Baggrund
Retssikkerhedsloven (også kaldet tvangsindgrebsloven) indeholder en samlet regulering af en række spørgsmål om forvaltningsmyndigheders fremgangsmåde i tilfælde, hvor myndighederne foretager kontrol- og tilsynsbesøg.
I forarbejderne til loven er det forudsat, at Justitsministeriet årligt skal udarbejde en redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter omfattet af loven.
En sådan årlig retssikkerhedsredegørelse er blevet udarbejdet siden 2007. Redegørelsen indeholder bl.a. en omtale af eventuel ny lovgivning, der vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, samt på udvalgte områder en omtale af praksis med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Redegørelserne har i de senere år vist, at der kommer en række nye bestemmelser om kontrolbesøg til, og at en række bestemmelser udvides, men at der ophæves ganske få bestemmelser. I de seneste 5 år er der vedtaget 20 nye bestemmelser samt 27 udvidelser af eksisterende bestemmelser. I 5 tilfælde er bestemmelser om tvangsindgreb blevet ophævet i den periode.