Regeringen vil med et nyt udspil gribe målrettet ind over for børn og unges misbrug af opioider, der i yderste konsekvens kan være livsfarlige. Straffene for ulovlig besiddelse og salg af opioider skal skærpes. Der skal sættes ind med mere forebyggelse, bedre behandling og tættere overvågning. Desuden skal tilgængeligheden af ulovlige opioider stækkes med en styrket toldkontrol og strammere greb om kiosker.
I de senere år har vi set eksempler på, at et bekymrende misbrugsproblem er begyndt at tage form blandt danske børn og unge. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at flere unge bliver indlagt med opioidforgiftning. Ved den danske grænse tilbageholder toldvæsenet hidtil usete mængder af narkotika, herunder ulovlige piller. Opioider bruges bl.a. til behandling af alvorlige smertetilstande, men bliver desværre også solgt som ulovligt rusmiddel. Den nemme tilgængelighed kan fejlagtigt få børn og unge til at tro, at pillerne er ufarlige. Men opioider er nogle af de farligste stoffer, man kan tage.
Derfor præsenterer regeringen med udspillet Ungdom uden opioider 24 konkrete initiativer, der skal forhindre, at udviklingen løber løbsk.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Vi hører alt for ofte tragiske beretninger om unge mennesker, der er fanget i misbrug. Fanget, fordi der findes kioskejere der skruppelløst langer ulovlige piller over disken, eller pushere der via sociale medier leverer stoffer direkte til børn. Og det gør mig dybt bekymret. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undgå en egentlig opioidkrise som den, der hærger i USA. Derfor er det et vigtigt og nødvendigt udspil, regeringen præsenterer i dag: Vi vil med en lang række initiativer blandt andet gribe resolut ind over for ulovlige opioider på flere fronter. Det gælder både skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse og salg af opioider, konfiskation af køretøjer, der anvendes til grov narkotikakriminalitet, og et strammere greb om butikker, der forsyner de unge med narkotika, herunder ulovlige piller.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
– I de senere år har vi desværre set en bekymrende stigning i antallet af danske børn og unge, som eksperimenterer med opioidpiller og i mange tilfælde også udvikler et misbrug. Det er en alarmerende udvikling, som vi skal have stoppet, og derfor sætter vi ind nu, før det er for sent. Gennem målrettede informationsindsatser vil vi blandt andet gøre børn og unge opmærksomme på, at opioider kan være livsfarlige, og at man let kan blive dybt afhængig. Vi styrker behandlingsmulighederne, så de unge, som ender i et misbrug, kan blive mødt af læger og andet personale, som har den nødvendige viden til at behandle dem. Og så kommer vi systematisk til at følge udviklingen i misbruget langt tættere, så vi kan sætte ind med de rette værktøjer i rette tid.
Skatteminister Rasmus Stoklund siger:
– Alt for mange unge får ødelagt deres liv, fordi de kommer i kontakt med euforiserende stoffer og opioider. Det skal vi have stoppet. Det er vigtigt, at vi stopper opioiderne, inden de kommer ind over vores grænse. Derfor styrker vi nu kontrolindsatsen på toldområdet og opruster med både toldere, hunde og en containerscanner, så vi står endnu stærkere overfor de samvittighedsløse kriminelle, der forsøger at smugle de ulovlige varer ind over Danmarks grænser.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
– Det stigende misbrug af opioider er uhyggeligt. Vi skal som samfund sørge for at gribe de børn og unge, der eksperimenterer med stoffer og som følge heraf bliver afhængige eller risikerer en overdosis. De skal vide, at der er hjælp at hente – også inden det går ud over uddannelse og arbejde. Med udspillet styrker vi derfor den sociale- og sundhedsfaglige misbrugsbehandling til børn og unge.
Læs regeringens udspil Ungdom uden opioider her.
Regeringen vil i indeværende folketingssamling fremsætte et lovforslag, der skal implementere de initiativer, der kræver lovændring.
Fakta om ulovlige opioider og opioidmisbrug i Danmark
- En vurdering foretaget af de retsmedicinske institutter i Danmark i 2023 konkluderer, at opioider kan anses for at være den farligste gruppe af de undersøgte rusmidler, herunder kokain og amfetamin, idet de alle kan medføre afhængighed, har et smalt spænd mellem rusdosis og dødelig dosis og er den hyppigste årsag til dødelige forgiftninger med lægemidler og rusmidler i Danmark.
- Opioider bedøver centralnervesystemet og virker dæmpende på åndedrætscentret. Jo større dosis, jo større dæmpende effekt. Brugere kan dø af kvælning ved høj dosis, fordi åndedrættet stopper. Risikoen øges yderligere, hvis man blander opioider med andre sløvende stoffer.
- Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser en stigning i antal forgiftninger med opioider blandt de 16-20-årige fra 47 forgiftninger i 2018 til 141 forgiftninger i 2023. Det svarer til en stigning på 200 procent.
- Langt den overvejende del af opioiderne på det illegale marked skønnes at være indsmuglet til Danmark fra udlandet. Indsmuglingen sker blandt andet fra lande, hvor regulering og kontrol er mindre restriktiv end i Danmark. I forbindelse med toldkontrol ved de danske grænser bliver der jævnligt beslaglagt store mængder af benzodiazepiner og opioider.