Regeringen og SF er enige om en styrkelse af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, udvidelse af FE-undersøgelseskommissionens mandat og undersøgelse af den såkaldte Samsam-sag | Justitsministeriet

Regeringen og SF er enige om, at der skal ske en styrkelse af tilsynet med efterretningstjenerne. Når rammerne for det styrkede tilsyn er på plads, skal tilsynet anmodes om at undersøge den såkaldte Samsam-sag. Regeringen og SF er endvidere enige om, at undersøgelsen af straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen skal ske ved en udvidelse af den igangværende FE-undersøgelseskommissions mandat. Kommissionen har adgang til alt relevant materiale og kan selv beslutte, hvem de vil indkalde som vidner, ligesom det understreges, at der afgives en offentlig beretning om resultatet.

Regeringen og SF er enige om, at tillid til efterretningstjenesterne er af central betydning. Der skal være tillid til, at efterretningstjenesterne agerer inden for de lovgivningsmæssige rammer, og tilsyn og kontrol med efterretningstjenesterne er i den forbindelse afgørende for tilliden til tjenesterne.

Det er samtidig afgørende, at efterretningstjenesternes samarbejdspartnere har tillid til, at efterretningstjenesterne kan beskytte deres oplysninger. Det er en forudsætning for det internationale samarbejde, Danmark som et lille land er dybt afhængig af.

 

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:

Det er afgørende for danskernes sikkerhed, at vi har effektive efterretningstjenester, som kan bekæmpe de kræfter, der vil os det ondt, og som har befolkningens tillid. Jeg er glad for, at regeringen har indgået en aftale med SF om de overordnede rammer for det kommende arbejde med at styrke tilsynet med efterretningstjenesterne. En aftale og et tilsyn som forhåbentlig kan være med til at sikre, at der skabes ro om vores efterretningstjenesters virke.

Regeringen er også enige med SF om, at når de styrkede rammer er på plads, skal tilsynet anmodes om at undersøge efterretningstjenesternes eventuelle ageren i den såkaldte Samsam-sag.

På baggrund af den meget betydelige offentlige debat og de spekulationer, der har været om håndteringen af straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, ønsker regeringen og SF at gennemføre en uafhængig undersøgelse af sagerne ved at udvide mandatet for den igangværende FE-undersøgelseskommission.

 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen udtaler:

For Venstre er det afgørende, at der kommer en grundig og tilbundsgående undersøgelse af straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen gennem en udvidelse af den eksisterende undersøgelseskommission. Det er nu tydeliggjort, at undersøgelseskommissionen har adgang til alt relevant materiale og selv beslutter, hvilke vidner der skal afhøres, inklusiv ministre, samt, at der afgives en offentlig beretning om resultatet. 

Desuden betyder aftalen, at der etableres et tidssvarende og styrket tilsyn med efterretningstjenesterne og et øget samspil med Folketinget.  Fortsat tillid til vores efterretningstjenester er af afgørende betydning.

 

Retsordfører for SF Karina Lorentzen udtaler:

Det er en historisk styrkelse af kontrollen med efterretningstjenesterne, som denne aftale realiserer. Det udvidede tilsyn vil få en vigtig betydning for den fremtidige, demokratisk forankrede, kontrol med efterretningstjenesterne.

Derudover får vi nu også undersøgt sagen om den påståede agent Ahmed Samsam. SF har i årtier ment, at der var strukturelle problemer med tilsynet og den måde, Folketingets Kontroludvalg har arbejdet på. Skiftende regeringer har været helt afvisende overfor indrømmelser på det her punkt, så jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til SF. Det er faktisk et gennembrud.

Helt konkret har vi nu sikret, at tilsynet får udvidet sit mandat til at kontrollere hovedparten af tjenesternes operative arbejde. Vi har brugt vores kræfter på at lægge pres på regeringen og kæmpet for SF-politik – og det har givet pote. Det er helt afgørende, at vi får genoprettet tilliden til vores efterretningstjenester, efter en stribe problematiske sager – ikke mindst i lyset af den skærpede sikkerhedspolitisk situation og en meget alvorlig terrortrussel mod Danmark.

 

Undersøgelse af straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen

Regeringen og SF er på baggrund af den meget betydelige offentlige debat og de spekulationer, der har været om håndteringen af sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen og i lyset af, at straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen ikke gennemføres, enige om, at sagerne undersøges ved at udvide den igangværende FE-undersøgelseskommissionens mandat. Undersøgelsen udvides til at omfatte, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen. Kommissionen får adgang til alt relevant materiale og bestemmer selv, hvem der indkaldes som vidner.

Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse, som offentliggøres. Hvis kommissionen vurderer, at den beretning, der skal offentliggøres, ikke kan udformes således, at den indeholder en tilstrækkelig redegørelse for de spørgsmål, som undersøgelseskommissionen skal undersøge, uden at der sker offentliggørelse af informationer, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens sikkerhed eller tredjemand, skal kommissionen udarbejde en yderligere beretning med disse informationer. Denne beretning offentliggøres ikke, men Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne får adgang til beretningen.

 

Styrkelse af Tilsynet med Efterretningstjenesterne

Regeringen og SF mener, at det er vigtigt, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne er effektivt og tidssvarende.

For at sikre dette er det nødvendigt at se på tilsynets sammensætning og organisatoriske rammer, da tilsynet har behov for en bred vifte af kompetencer for at kunne føre et effektivt tilsyn, der samtidig tager højde for efterretningstjenesternes særlige karakter og behovet for fortrolighed om tjenesternes arbejde.

Der er endvidere enighed om, at tilsynet fremadrettet skal kunne føre efterfølgende legalitetstilsyn og legalitetskontrol med efterretningstjenesternes operative virksomhed, herunder tilsyn og kontrol med efterretningstjenesternes efterlevelse af regler og retningslinjer vedrørende kilder og civile agenter uden at kompromittere beskyttelsen af identitetsoplysningerne.

Herudover er regeringen enige med SF om, at der skal være et tættere samspil mellem Tilsynet med Efterretningstjenesterne og Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne, herunder at Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne i ekstraordinære situationer som noget nyt skal kunne anmode tilsynet om at undersøge konkrete sager eller sagsforløb, problemstillinger mv.

 

Undersøgelse af Samsam-sagen

Regeringen er desuden enige med SF om, at når rammerne for det styrkede tilsyn er på plads, skal tilsynet anmodes om at undersøge, om efterretningstjenesternes eventuelle ageren i den såkaldte Samsam-sag ligger inden for de retlige rammer og retningslinjer, der på daværende tidspunkt var gældende for efterretningstjenesterne.

 

Læs aftaleteksten her

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 29 63 25 39
Back to top