Regeringen og Børns Vilkår: Udviklingen i vold mod børn skal følges tættere | Justitsministeriet

Børn skal have en barndom uden at opleve vold i hjemmet. Desværre er det ikke tilfældet for alle børn. Der er behov for at få mere viden og fokus på området, og derfor vil regeringen og Børns Vilkår i fællesskab undersøge udviklingen i omfanget af børn, der vokser op med vold i hjemmet.

Tal fra Børns Vilkår viser, at cirka hvert femte barn i Danmark bliver udsat for vold i hjemmet. Børn, der vokser op med vold i hjemmet, tager det med sig videre i livet, og der er behov for mere viden på området, så vi kan målrette hjælpen til børnene bedre.

Derfor vil regeringen og Børns Vilkår indgå et samarbejde, så man i højere grad kan få et overblik over udviklingen i omfanget af børn, der oplever at blive udsat for vold i hjemmet. Børns Vilkår udarbejdede en undersøgelse i 2022, som viste, at hver femte elev i 8. klasse havde været udsat for fysisk vold og næsten hver fjerde havde oplevet psykisk vold fra forældre, stedforældre eller plejeforældre en eller flere gange i løbet af det seneste år. Den undersøgelse skal gentages i 2025, ligesom det er forventningen, at undersøgelsen fremadrettet skal foretages hvert tredje år.

Justitsministeriet vil desuden gå i dialog med Børns Vilkår om, hvordan undersøgelserne fra Børns Vilkår kan udformes og suppleres med oplysninger om domme.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Ingen børn fortjener at vokse op med vold i hjemmet. Det er ulykkeligt og ødelæggende. Men det er ikke uundgåeligt. Vi har som samfund et ansvar for at turde at tale højt om vold i hjemmet. Det mod har vi ikke i tilstrækkeligt omfang i dag, og det skal vi gøre bedre fremover. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu i samarbejde med Børns Vilkår sætter fælles fokus på emnet, så vi kan få sat en stopper for det. Vi skal gribe ind over for vold i hjemmet, og derfor skal vi også have bedre kendskab til problemets omfang.

Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

– Alt for mange børn vokser op med både fysisk og psykisk vold i hjemmet. Det vil vi i regeringen ikke acceptere. Børn er det vigtigste, vi har. Og vi ved, at vold har store konsekvenser – også når børn bliver til voksne. Jeg er derfor utrolig glad for det nye samarbejde, der kan bidrage med mere viden på et utroligt vigtigt område, og som kan supplere det arbejde, vi netop har igangsat med en arbejdsgruppe om vold mod børn. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at børn ikke oplever vold.

Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl siger:

– Børns Vilkår har sat et mål om at stoppe vold mod børn og unge, for trods lovgivning på området er niveauet af vold mod børn i familien fortsat skræmmende højt. Dagens melding fra justitsministeren og social- og boligministeren om samarbejdet med Børns Vilkår betyder, at vi fremover langt bedre kan afdække omfanget, og i hvilke grupper vold mod børn og unge er mest udbredt.  Den viden er nødvendig for at tilrettelægge målrettede indsatser, der er baseret på fakta fremfor antagelser. Jeg håber, at dette gode initiativ snart følges op af en egentlig handleplan med en ambition om, at Danmark får nultolerance overfor vold mod børn i hjemmet og stræber efter den første voldsfrie generation. Vi skal have brudt voldens onde cirkel!

Regeringen vil nedsætte en kriminalitetsforebyggelseskommission

Ud over at indgå et samarbejde med Børns Vilkår, vil regeringen som led i Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark nedsætte en kriminalitetsforebyggelseskommission, som skal se på, hvordan det forebyggende arbejde på tværs af myndigheder kan styrkes. Noget af det, som kommissionen skal se på, er tiltag, der kan sikre, at der bliver grebet ind over for vold og overgreb i hjemmet, og at det bliver anmeldt til politiet.

Kommissionen forventes at blive nedsat senere i år.

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 30 12 63 46
Back to top