Lærere i folkeskolen skal føle sig trygge uanset, hvilket materiale de underviser i. Regeringen vil derfor indkalde til forhandlinger i begyndelsen af det nye år om ytringsfrihed og selvcensur.
Ytringsfriheden er en helt grundlæggende værdi i et demokratisk samfund. Men mange afholder sig fra at deltage i den offentlige debat på grund af frygten for terror, vold og trusler. Frygten er desværre ikke ubegrundet, for de senere år har med al tydelighed vist, at der er voldsparate grupper og enkeltpersoner i det danske samfund, som ikke respekterer andres ret til ytringsfrihed.
Truslen mod ytringsfriheden gør sig ikke mindst gældende i forhold til, hvilket undervisningsmateriale lærere i folkeskolen anvender. Undervisningen i folkeskolen skal selvfølgelig omfatte undervisning i demokrati og frihedsrettigheder, og Muhammedkrisen er som en væsentlig begivenhed i dansk historie en naturlig del af den undervisning. Vi skal og vil ikke acceptere, at lærere mødes med trusler, når de passer deres arbejde.
Senest har SF peget på, at der er et problem i forhold til danske undervisere, der af frygt for vold eller trusler om vold lægger bånd på sig selv i forhold til tilrettelæggelsen af deres undervisning. I morgen skal Folketinget behandle et beslutningsforslag om emnet. Efter regeringens opfattelse fortjener emnet imidlertid en grundigere og bredere behandling end den beslutningsforslaget indeholder. Justitsminister Nick Hækkerup vil på den baggrund indkalde til forhandlinger i begyndelsen af det nye år om, hvordan vi bedst sikrer trygge rammer for lærernes undervisning.
Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:
”Regeringen er helt enig med SF i, at det er uacceptabelt, hvis der gennem vold og trusler skabes selvcensur og censur i skolen, uanset om det skyldes f.eks. Muhammed-krisen og dens primærkilder, Holocaust, LGBT+ spørgsmål, kvinders ligestilling eller seksuel frigørelse. Alle lærere skal føle sig frie og trygge i deres undervisning, og det har Folketinget en forpligtelse til at sikre. Jeg vil derfor nu indkalde Folketingets partier til forhandlinger om ytringsfrihed og selvcensur i begyndelsen af det nye år.”