Fra den 30. september 2016 bliver det ulovligt at opholde sig i udvalgte konfliktområder i Syrien og Irak, medmindre man har fået tilladelse af politiet. Regeringen indfører nu indrejseforbud for at gøre det lettere at straffe personer, der indrejser eller opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt.
Folketinget vedtog i juni 2016 regeringens lovforslag, som gør det muligt at indføre indrejseforbud i særlige områder i udlandet, hvor terrororganisationer er del af en væbnet konflikt. Nu har regeringen besluttet at gøre brug af denne mulighed og indføre et konkret indrejseforbud i de områder af Syrien og Irak, som ISIL kontrollerer eller er markant til stede i.
Justitsminister Søren Pind siger:
”En af de mest alvorlige trusler mod vores sikkerhed er personer, som rejser til f.eks. Syrien eller Irak og kæmper for terrororganisationer. De kommer hjem med viljen og evnen til at gøre os ondt. Nu bliver det strafbart at opholde sig i de meget farlige områder, hvor IS kæmper, medmindre politiet giver tilladelse. Med indrejseforbuddet fortsætter vi den hårde linjer overfor terror og gør det nemmere at straffe fremmedkrigere.”
De forbudsramte områder vil udgøre:
- Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen samt Deir al-Zour-provinsen i Syrien.
- Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen i Irak.
Områderne er fastsat efter drøftelser med Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Regeringen vil i samarbejde med de relevante myndigheder følge udviklingen i områderne nøje og løbende justere de områder, som vil være omfattet af indrejseforbuddet.
Personer, som ønsker tilladelse til at opholde sig i området, skal ansøge om tilladelse hos det lokale politi. Regeringen har arbejdet på, at reglerne blev indrettet så personer, som har et anerkendelsesværdigt formål i at indrejse i et forbudsramt område, kan få en hurtig og smidig sagsbehandling.
Forbuddet træder i kraft 30. september 2016.
Baggrund:
Se kort med det udvalgte indrejseforbud.
Spørgsmål og svar om indrejseforbud
Hvilke områder bliver det forbudt at rejse til?
- Følgende områder i Syrien bliver omfattet af forbuddet: Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen samt Deir al-Zour-provinsen.
- Følgende område i Irak bliver omfattet af forbuddet: Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen.
- Det er ikke forbudt at indrejse eller opholde sig i andre områder end de ovenfor nævnte.
- Justitsministeriet har offentliggjort et kort over de områder, som vil blive omfattet af forbuddet. Dette kort er tilgængeligt her.
Hvor skal man ansøge om tilladelse?
- Det skal man hos politiet i den politikreds, hvor man har bopæl eller fast ophold.
- Hvis man ikke har bopæl eller fast ophold i Danmark, skal ansøgningen indgives til politiet i den politikreds, hvor man senest har haft bopæl eller længerevarende ophold.
- For virksomheder, organisationer eller lignende indgives ansøgningen til politiet i den politikreds, hvor hovedkontoret ligger.
- Der vil – når reglerne træder i kraft – blive lagt ansøgningsblanketter på Rigspolitiets hjemmeside.
Hvad gør man, hvis man opholder sig i et forbudsramt område, som først efter indrejsen bliver omfattet af forbuddet?
- Så skal man hurtigst muligt søge om tilladelse til at opholde sig i området. Det er i disse tilfælde ikke ulovligt at opholde sig i området, mens ansøgningen behandles.
Skal man søge om tilladelse, hvis man ikke er dansk statsborger, eller hvis man er dansk statsborger og ikke har bopæl i Danmark?
- Forbuddet omfatter både danske statsborgere (uanset om de har bopæl i Danmark) og udlændinge, hvis de har bopæl i Danmark.
Hvilke personer og organisationer behøver ikke tilladelse?
- Personer i offentlig tjeneste og hverv er undtaget fra kravet om tilladelse.
- Personer, der skal på tjenesterejse for en dansk, international eller udenlandsk offentlig myndighed, skal derfor ikke søge tilladelse.
- Men ellers skal alle have en tilladelse – enten en konkret tilladelse til en bestemt person eller en mere generel tilladelse, der f.eks. omfatter medarbejderne i en bestemt virksomhed eller nødhjælpsarbejdere i en bestemt nødhjælpsorganisation.
- Dansk Journalistforbund kan – hvis forbundet ønsker det – søge tilladelse på vegne af alle medlemmer, som har pressekort, sådan at den enkelte journalist ikke behøver at søge om tilladelse til hver rejse.
Hvilke personer vil kunne få en tilladelse?
- Hovedeksempler på, hvem der vil kunne tilladelse til indrejse, er:
- Journalister, der skal udføre journalistisk arbejde i området
- Personer, der skal yde humanitær bistand i området
- Personer, der skal besøge deres nærmeste familie i området
- Personer, der skal drive en igangværende erhvervsvirksomhed i området
Hvordan vurderer man, om der er tale om nødhjælpsarbejde?
- Man skal naturligvis kunne dokumentere, at man skal arbejde som nødhjælpsarbejder. Men hvis det f.eks. er Røde Kors eller Læger Uden Grænser, vil ingen være i tvivl.
- Der vil kunne være grænsetilfælde, og der må myndighederne foretage en konkret vurdering af de oplysninger, ansøgeren kommer med, og som myndighederne i øvrigt har.
Hvilke personer vil ikke kunne få tilladelse?
- Der vil ikke kunne gives tilladelse til indrejse for at drive erhvervsvirksomhed med forsyninger til en af de krigsførende parter eller for at besøge et familiemedlem, som aktuelt deltager i den væbnede konflikt.
- Der vil heller ikke kunne gives tilladelse til indrejse for selv at deltage i den væbnede konflikt eller for at støtte en af parterne i den væbnede konflikt.
- Tilladelse kan i øvrigt afslås, hvis der er risiko for, at tilladelsen vil blive brugt til foruden et anerkendelsesværdigt formål (f.eks. besøg hos nærmeste familie) også at forfølge et ikke-anerkendelsesværdigt formål (f.eks. støtte til en af parterne i den væbnede konflikt).