Opdaterede retningslinjer for ministres brug af sociale medier | Justitsministeriet

Justitsministeriet har opdateret retningslinjerne for ministres brug af sociale medier. Der er ikke tale om grundlæggende ændringer i forhold til de tidligere retningslinjer, men en tydeliggørelse af retningslinjerne, som skal være med til at sikre klare rammer for, hvordan embedsværket kan bistå ministre. Det er blandt andet blevet præciseret, at embedsværkets bistand til et indlæg på sociale medier ikke adskiller sig fra for eksempel et oplæg til et interview, et debatindlæg eller en tale, så længe kommunikationen knytter sig til ministerfunktionen.

Justitsministeriet har opdateret retningslinjerne for ministres brug af sociale medier for at sikre klarere rammer for embedsværkets og særlige rådgiveres bidrag til ministres kommunikation på sociale medier. I retningslinjerne sidestilles sociale medier med øvrige kommunikationsplatforme, så embedsværket kan bidrage til ministres kommunikation knyttet til ministerens funktion, uanset om det for eksempel er til tv, aviser eller sociale medier.

Det fremgår blandt andet, at embedsværket ikke må administrere ministres profiler, men godt må yde bistand til opslag på ministrenes profiler på sociale medier, så længe opslaget eller indlægget angår et emne, som knytter sig til funktionen som minister. Retningslinjerne indeholder ikke kvantitative grænser for embedsværkets bistand i forhold til sociale medier. Embedsværket kan altså bistå med for eksempel faktatjek, faglig rådgivning eller indlæg på en ministers private profil, når det vedrører ministerens fagområde eller regeringens politik – ligesom embedsværket i dag bistår med for eksempel debatindlæg, taler og besvarelse af pressehenvendelser.

Det er desuden præciseret, at en særlig rådgiver vil kunne bistå ministeren i administrationen af ministerens private profil, når administrationen er knyttet til den særlige rådgivers opgaver for ministeren.

Du kan læse de nye retningslinjer her.

Læs bilag 1 her.

Læs bilag 2 her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top