Nyt nationalt råd til bekæmpelse af bander | Justitsministeriet

Med et nyt nationalt Råd for Bandebekæmpelse styrker justitsminister Søren Pape Poulsen nu myndighedernes tværgående indsats over for bandekriminalitet. Rådet, der er blevet til efter ide fra København, Aarhus og Odense Kommuner, får til opgave at være et forum for koordinering og erfaringsudveksling vedrørende den overordnede indsats over for bandekriminalitet og vil bestå af repræsentanter for en lang række myndigheder. Rådet skal bl.a. have fokus på bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser.

Justitsminister Søren Pape Poulsen nedsætter nu et nationalt Råd for Bandebekæmpelse. Med nedsættelsen af rådet skabes der endnu bedre rammer for myndighedernes samarbejde om at forebygge og bekæmpe bandekriminalitet. Rådet vil komme til at bestå af en række ministerier, landets største kommuner, KL, politiet og Skattestyrelsen.

 

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

”Vi skal lægge det hårdest mulige pres på banderne, særligt når det handler om bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser. Det gør vi bedst ved, at myndighederne arbejder sammen. Vi skal ikke tolerere, at nogle mennesker, der tjener penge på grov kriminalitet som afpresning eller narkotikahandel, samtidig modtager midler fra de offentlige kasser, som de ikke har ret til. Derfor er jeg glad for, at vi nu får et fælles forum for den overordnede indsats over for bandekriminalitet, der er en hån mod vores samfund.”

 

Fra Københavns overborgmester Frank Jensen lyder det:

Det lykkedes ved fælles hjælp og ikke mindst en kæmpe indsats fra politiet at stoppe sidste års bandekonflikt. Men det vil være naivt at forestille sig, at banderne nu har pensioneret sig selv, og at en lignende situation ikke kan opstå igen i fremtiden. Jeg er glad for, at vi får et banderåd, som hele tiden har fokus på at bekæmpe og forebygge bandekriminalitet, også når der ikke lige er skyderier i gaderne.”

 

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard supplerer:

”Det er helt afgørende, at kommunerne har de bedst tænkelige værktøjer til at sætte ind over for bandemedlemmer – lige meget hvor i landet de befinder sig. Vi har før oplevet, at postnumre kunne virke som et skjold for hårdkogte grupperinger, men det skal være slut. Fra Ringkøbing til Rudersdal skal der ikke være et eneste fristed for forhærdede bandekriminelle – presset på dem skal være konstant og kontant.”

 

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel siger:

”Det nye råd skal være med til at sikre massivt pres på alle former for bandekriminalitet i Danmark. Også i de perioder, hvor banderne er mindre synlige i gadebilledet. Derfor er jeg tilfreds med, at justitsministeren har lyttet til vores opfordring om at oprette et nationalt råd for bandebekæmpelse, så banderne kan bekæmpes og begrænses så meget som muligt.”

 

Rådet sammensættes af repræsentanter for Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet, Skatteministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Rigspolitiet, Skattestyrelsen, Kommunernes

Landsforening (KL), Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Odense Kommune.

Herudover deltager Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Udbetaling Danmark og relevante politikredse, når der er anledning til det.

Rådet vil derudover efter behov kunne invitere andre relevante aktører til at deltage i rådets møder, f.eks. faglige eksperter, boligorganisationer, fagforbund mv. 

Med nedsættelsen af rådet bliver den arbejdsgruppe, som var et af initiativerne i Bandepakke III, gjort permanent og udbygget.

 

Læs mere om Bandepakke III og de 12 yderligere initiativer mod bandekriminalitet her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top