Nyt lovforslag skal styrke indsatsen mod digitale krænkelser i Grønland | Justitsministeriet

Justitsministeren fremsætter i dag et lovforslag, som sætter ind mod seksuelle overgreb og digitale krænkelser i Grønland. Loven vil blandt andet kriminalisere grooming, stramme reglerne for sextortion og udvide forbuddet mod seksuelle relationer med personer under 18 år, som gerningspersonen er betroet et særligt ansvar over for – for eksempel opdragelse, undervisning eller lignende.

Lovforslaget fremsættes efter ønske fra Naalakkersuisut, Grønlands regering, som led i det løbende arbejde med at styrke justitsområdet i Grønland, og Grønlands Selvstyre har tilsluttet sig lovforslaget den 15. november 2023. Lovforslaget indebærer en række ændringer i kriminallov for Grønland, som skal være med til at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb, herunder digitale krænkelser, i Grønland.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger:

“Seksuelle overgreb mod børn og unge er en af de værste forbrydelser, der findes. Vi skal slå hårdt ned på seksuelle overgreb af enhver art – det gælder også de digitale børnelokkere, så børn og unge kan færdes trygt på nettet. Vi har løbende – i tæt samarbejde med Grønland – sat ind med en række initiativer for at styrke retssikkerheden i Grønland. Det er mit håb, at lovforslaget her, i tillæg til andre initiativer, vil bidrage til at mindske antallet af seksuelle overgreb og digitale krænkelser i fremtiden og gøre en forskel for børn og unge i Grønland.”

Det foreslås blandt andet, at der indføres en selvstændig bestemmelse om grooming – det vil sige situationer, hvor en person opbygger et tillidsforhold til et barn eller en ung med det formål at begå seksuelle overgreb mod den pågældende eller at lokke barnet eller den unge til at sende nøgenbilleder eller billeder af seksuel karakter. Samtidig foreslås det at udvide kriminallovens forbud mod seksuelle relationer med personer under 18 år, som er gerningspersonens stedbarn eller plejebarn, eller som gerningspersonen er betroet undervisning, opdragelse eller lignende, så bestemmelsen fremover også omfatter blufærdighedskrænkelse.

Lovforslaget indebærer desuden en udvidelse af kriminallovens bestemmelser om seksualforbrydelser, så bestemmelserne fremover også vil omfatte såkaldt sextortion – det vil sige seksuelle handlinger, som gerningspersonen får den forurettede til at udføre på sig selv, for eksempel på baggrund af en trussel om deling af nøgenbilleder eller andet seksuelt materiale. Udvidelsen vil blandt andet indebære, at sextortion fremover vil være omfattet af kriminallovens bestemmelser om voldtægt, seksuel udnyttelse, seksuelt forhold til børn og forførelse.

Endelig foreslås det at udvide kriminallovens voldtægtsbestemmelse til at omfatte tilfælde, hvor en gerningsperson, der er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år.

Hvis forslaget vedtages, ventes loven at træde i kraft den 1. juli 2024.

Læs lovforslaget her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top