Nye tiltag skal styrke sikkerheden for fængselsbetjente | Justitsministeriet

Der har i den seneste tid været en række overfald på fængselsbetjente. Det hidtil groveste angreb fandt sted ved Nyborg Fængsel den 12. juli, hvor en fængselsbetjent blev skudt flere gange i benene, da han var på vej på arbejde, og så sent som i går blev en ansat i Vridsløselille overfaldet af tidligere indsatte.

Antallet af trusler og vold mod fængselspersonale er stigende, og navnlig uden for tjenesten oplever medarbejdere ved landets fængsler at blive angrebet verbalt og fysisk. I juli blev en fængselsbetjent overfaldet og skudt i benet på vej på arbejde i Nyborg Fængsel. Og så sent som i går blev en fængselsbetjent overfaldet af to formodede tidligere indsatte, da han opholdt sig ved en børneinstitution for at hente sine børn. Gårsdagens hændelse kommer i kølvandet på, at to politibetjente brutalt og koldblodigt blev skudt ned på Christiania i sidste uge. Denne udvikling skal stoppes.

”Angreb mod dem, der skal passe på os, er et angreb mod os alle, og myndighederne vil gribe ind over for det. Jeg vil ikke tolerere vold og trusler mod folk, der passer deres arbejde i statens tjeneste. Som fængselsbetjent skal man kunne færdes frit og passe sit arbejde uden at føle, at man skal gå og kigge sig over skulderen. Derfor iværksætter myndighederne også en række initiativer for at komme dette uvæsen til livs. Vi skal have respekten tilbage både inden for og uden for fængselsmurene. Jeg vil snarest fremsætte et lovforslag , som skærper straffene på dette område. De nye skærpelser vil desværre ikke finde anvendelse på de sager, vi har set i den senere tid, men jeg har tilkendegivet overfor anklagemyndigheden, at jeg forventer, at man vil teste strafniveauet efter de gældende regler til det yderste da dette er stærkt principielt, ” siger justitsminister Søren Pind (V).

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg siger:

”Vold og trusler mod betjente er aldeles uacceptabelt, uanset hvornår og hvor det sker. Men det er særligt alvorligt, når det sker i fritiden. Derfor er det en hovedprioritet for både Rigspolitiet og Kriminalforsorgen at komme fænomenet til livs.”

Kriminalforsorgens direktør, Johan Reimann, supplerer:

”Jeg er meget glad for det tætte samarbejde, vi har oparbejdet med politiet, for det giver os mulighed for at rådgive vores medarbejdere på den rigtige måde og dermed styrke trygheden for dem.”

Også i Fængselsforbundet ser man med stor alvor på sagen.

”Men jeg har oplevet et stærkt samarbejde mellem Rigspolitiet og Kriminalforsorgen, og begge myndigheder har sat alle sejl til for at komme denne ondskab til livs,” siger forbundsformand Kim Østerbye.

Regeringen præsenterede i maj den første af flere såkaldte respektpakker, blandt andet med henblik på at skærpe straffen for vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste og deres familiemedlemmer. Nu følger så yderligere seks initiativer der skal stoppe vold og trusler mod fængselspersonale:

  1. Styrket samarbejde mellem Kriminalforsorgen og politiet
  2. Øget polititilsyn med fængslerne tilpasset det aktuelle trusselsniveau
  3. Fokus på sikkerhed og forebyggelse gennem drøftelser mellem politiet og konkrete fængsler
  4. Styrket videndeling af konkrete og generelle informationer
  5. Prioriteret efterforskning (anmeldelser fra Kriminalforsorgen får høj prioritet, og der sikres koordinering på tværs af politikredse)
  6. Anbefalinger til Kriminalforsorgens institutioner og medarbejdere

 

 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top