Nye tal: Tre gange så stor en andel af borgere i SUB-områder har oplevet rocker- og bandeaktivitet i deres nabolag sammenlignet med resten af landet | Justitsministeriet

Justitsminister Peter Hummelgaard og regeringens retsordførere besøger i dag Vollsmose for at høre mere om den lokale indsats i forhold til at forebygge og bekæmpe bandekriminalitet i området.

I Justitsministeriets nye Tryghedsundersøgelse angiver godt tre ud af ti (30,7 pct.) borgere i særligt udsatte boligområder (SUB-områder), at de har oplevet rocker- og bandeaktiviteter i deres nabolag, mens det samme gælder for én ud af ti (9,8 pct.) borgere i resten af landet.

Tre gange så stor en andel af borgere i SUB-områder har altså oplevet rocker- og bandeaktivitet i deres nabolag.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

”Det gør stort indtryk på mig, at næsten hver tredje borger i SUB-områderne angiver, at de har oplevet rocker- eller bandeaktiviteter i deres nabolag. Det er i sig selv helt uacceptabelt. At antallet er tre gange så stort, som i resten af landet, peger på en ulighed i tryghed, som vi ikke bør sidde overhørig.”

Justitsministeren besøger i dag Vollsmose for at få et indblik i den aktuelle situation i området, herunder de lokale og praktiske erfaringer og udfordringer i forhold til at bekæmpe og forebygge bandekriminalitet i området.

”Bekæmpelse af bandekriminalitet er en helt central prioritet for regeringen. Vi skal slå hårdt ned på den utryghed, banderne skaber. Det er min klare forventning, at regeringens kommende udspil kommer til at favne bredt. Vi ønsker at få de hårdkogte bandekriminelle væk fra gaden og være tydelige om, at der er hårde konsekvenser forbundet med bandekriminalitet. Samtidig skal den forebyggede indsats over for de unge også prioriteres, så de ikke ender i bandernes klør. Det kræver både hårde og bløde tiltag. Og i dag ser jeg frem til at høre om politiets og kommunens erfaringer med netop dette”.

 

Fakta:

I Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse 2022 angiver godt tre ud af ti (30,7 pct.) borgere i særligt udsatte boligområder (SUB-områder), at de har oplevet rocker- og bandeaktiviteter i deres nabolag, mens det gælder for én ud af ti (9,8 pct.) borgere i resten af landet.

Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse 2022 forventes udgivet i sin fulde form i slutningen af maj.

 

Praktisk

Pressen er velkommen under gåtur i området kl. 15.45 fra Vollsmose Torv ved Foreningen Respect. Der vil være mulighed for interviews efterfølgende fra kl. ca. 16.15.

 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top