Fremover skal der uddannes fængselsbetjente i Vestdanmark. Det sker, efter regeringen sammen med Dansk Folkeparti har valgt at omdanne dele af det tidligere åbne fængsel Møgelkær til en ny uddannelsesinstitution for fængselsbetjente.
Kriminalforsorgen beskæftiger ca. 2.200 fængselsbetjente fordelt i hele Danmark, der i dag alle uddannes på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter i Birkerød. I øjeblikket oplever kriminalforsorgen mangel på fængselsbetjente, og for at øge optaget af fængselsbetjentelever er det nødvendigt at nå ud til flere grene af Danmark og dermed tiltrække nye elever til uddannelsen.
Derfor er regeringen sammen med Dansk Folkeparti blevet enige om at etablere en ny uddannelsesinstitution for fængselsbetjente i Vestdanmark. Den nye uddannelsesinstitution kommer til at ligge i Hedensted Kommune, hvor det tidligere åbne fængsel Møgelkær omdannes til en ny uddannelsesinstitution med plads til omkring 50 studerende årligt. Det er forventningen, at den nye uddannelsesinstitution skal øge rekrutteringsgrundlaget og imødekomme behovet for fremadrettet at uddanne flere nye fængselsbetjente i hele Danmark.
Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:
”Vores fængselsbetjente løfter hver eneste dag en tung og vigtig samfundsopgave ved at holde styr på de kriminelle. I lyset af de mange indsatte i landets fængsel optager vi flere fængselsbetjente, og netop derfor har vi brug for at tiltrække flere nye elever til uddannelsen – i hele Danmark. Med en ny uddannelse for fængselsbetjente i Vestdanmark opretter vi endnu en vigtig uddannelse i Jylland og udnytter samtidigt faciliteter, der ligner det, eleverne kommer til at arbejde med i fremtiden. Jeg ser frem til at besøge uddannelsesinstitutionen, når den senere i år står klar til at huse fængselsbetjentelever i Vestdanmark”.
De nuværende faciliteter i Møgelkær Fængsel betyder, at den nye uddannelsesinstitution vil kunne etableres hurtigt. Det forventes, at de første fængselsbetjente vil kunne starte på uddannelsen i Vestdanmark allerede i løbet af efteråret 2019.
Finansieringen af de nye uddannelsesinstitution fremgår af finanslovsaftalen for 2019, hvor der er afsat 49,1 mio. kr. i 2019 og 21,2 mio. kr. årligt fra 2020-2022 til etablering og drift.