Ny politiaftale sikrer et styrket politi og et tryggere Danmark | Justitsministeriet

Regeringen har sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i perioden 2016-2019. Aftalen sikrer 1,9 mia. kr. ekstra til at løse de udfordringer, som dansk politi står over for i fremtiden.

En langtidsholdbar styrkelse af indsatsen mod terror, flere betjente til politiarbejde, styrket kontrol i grænseområderne og fremtidssikring af politiuddannelsen. Det er hovedelementerne i den aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2016-2019, som aftaleparterne i dag har lagt sidste hånd på.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

”Det er en vigtig aftale, vi er blevet enige om i dag. Den nye flerårsaftale giver gode rammer for politiets fremtidige arbejde med at sikre et trygt Danmark. Samtidig udgør aftalen et godt og solidt grundlag for at fortsætte den modernisering og effektivisering af politiet, der allerede er i gang.”

Justitsminister Søren Pind udtaler:

”Med den aftale vi har indgået i dag sikrer vi, at Danmark får det hidtil stærkeste værn mod terror, og samlet set tilfører vi politiet næsten to milliarder ekstra over de kommende fire år.

Vi får flere betjente til at lave politiarbejde. Det gør vi ved dels at få flere betjente væk fra skrivebordene og ud af ATK-vognene, dels ved at indrette deres arbejdsdag smartere og udnytte tiden bedre, og dels ved at ansætte flere i politiet. Vi har et fælles mål om at sikre tryghed og orden i Danmark, som sikres med aftalen.”

Med aftalen afsættes der 600 millioner kr. om året til at sikre Danmark mod terror, der sikres flere betjente til politiarbejde, bemandingen i grænseområderne bliver øget, og politiuddannelsen bliver styrket. Derudover etableres en politiskole i det vestlige Danmark og der sikres et øget optag af politistuderende.

Samtidig videreføres politiets særlige indsatser mod indbrudskriminalitet, rocker- og bandemiljøet, organiseret og grænseoverskridende kriminalitet samt de tryghedsskabende indsatser i særligt udsatte boligområder.

Se faktaark om videreførelsen af politiets særlige indsatser.

 

Hovedelementer i den nye politiaftale

Massivt øget indsats mod terror

Aftaleparterne er enige om at styrke terrorberedskabet ved at gennemføre de anbefalinger, som Rigspolitiet og PET er kommet med i forlængelse af terrorangrebene i København den 14. og 15. februar 2015. Det handler om at styrke bevogtnings- og beredskabskapaciteten i politiet, styrke PET’s kapacitet til personbeskyttelse, etablere døgnbemandede situations- og operationscentre, styrke PET’s operations- og efterretningskapacitet og sikre bedre og mere materiel til bevogtning, indsats og beskyttelse.

Derudover videreføres initiativerne fra den tidligere regerings udspil ”Et stærkt værn mod terror” fra februar 2015. Dette inkluderer bl.a. en øget it- og analysekapacitet og en moderne analyseplatform, udbygning af beredskabsindsatsen i politiet og PET samt udvidelse af PET’s aktionsstyrke og livvagtsstyrke.

Udgiften til initiativerne udgør ca. 600 mio. kr. årligt.

Se faktaark om en markant styrkelse af indsatsen mod terror.

 

Markant styrkelse af indsatsen i grænseområderne

Den styrkede indsats i grænseområderne og ved færge- og lufthavne indebærer overordnet tre hovedindsatser: 1) Løft af politiets udlændingekontrolindsats, 2) mere synlig polititilstedeværelse i de grænsenære områder, og 3) styrket efterforskning og monitorering.

Samtidig styrkes SKATs indsats gennem flere toldere som en mobil indsats i grænseområderne, på havneområder og i tog, øget anvendelse af hunde i toldkontrollen, nyt mobilt scanningsudstyr og nye mobile toldkontorer.

Der afsættes ca. 50 mio. kr. i 2016 stigende til ca. 125 mio. kr. i 2019.

Derudover afsættes der en reserve på 200 mio. kr. i 2016 til ekstraordinære indsatser i grænseområderne.

Se faktaark om en styrket indsats i Danmarks grænseområder.

 

Fremtidssikring af politiuddannelsen

Et kriminalitetsbillede under forandring og nye krav til politiets omstillingsparathed betyder, at politiet skal være godt rustet til den fremadrettede opgavevaretagelse.

Optaget på politiskolen skal derfor øges ekstraordinært i 2016 og 2017 for at løfte politiets robusthed og synlighed. Samtidig skal der etableres en ny politiuddannelse i det vestlige Danmark som supplement til den nuværende politiskole i Brøndby. Politiets uddannelsesstruktur ændres til en 2-årig grunduddannelse med forbedrede efter- og videreuddannelsesmuligheder. Det vil danne grundlag for et generelt kompetenceløft hos politiet, og samlet set vil der være tale om en styrkelse af politiuddannelsen.

Se faktaark om en ny politiskole i det vestlige Danmark.

Se faktaark om en ny politiuddannelse.

 

Aftaleøkonomien

Med aftalen tilføres ca. 1,9 mia. kr. ekstra til politiet over de næste fire år. Derudover fyldes den såkaldte bevillingsskrænt op, så de seneste flerårsaftalers markante styrkelser af politiets indsatser mod indbrudskriminalitet, rocker- og bandemiljøet, organiseret og grænseoverskridende kriminalitet samt tryghedsskabende indsatser i særligt udsatte boligområder kan videreføres og videreudvikles.

Aftalen er finansieret dels af nye midler, dels af effektiviseringer inden for politiet. Blandt andet igangsættes tiltag til at udnytte betjentenes arbejdstid bedre ved eksempelvis øget brug af it, hvilket frigør ressourcer. Derudover ansættes andre medarbejdergrupper til  i højere grad at varetage administrative opgaver. Eksempelvis kan telefonbetjening i politiets servicecentre og alarmcentraler i højere grad varetages af administrative medarbejdere frem for politiansatte.

Figur 1. Tilførslen af midler til politiet

 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top