Efter indstilling fra justitsministeren har Hendes Majestæt Dronningen udnævnt politidirektør Finn Borch Andersen til PET-chef med virkning fra den 1. januar 2016.
Finn Borch Andersen, der er 53 år, har siden den 1. juni 2015 været konstitueret i stillingen som PET-chef. Han blev uddannet cand. jur. i 1991 og har tidligere bl.a. været politidirektør i Nordsjællands Politi, stabschef i Nordsjællands Politi, politimester i Frederikssund og vicestatsadvokat ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Justitsminister Søren Pind udtaler:
”Finn Borch Andersen har et solidt kendskab til efterretningstjenestens særlige rolle og kommer med årelang erfaring fra politi og anklagemyndighed. Han har desuden været konstitueret i stillingen som PET-chef siden den 1. juni 2015. Finn Borch Andersen er efter min opfattelse den rette mand til at stå i spidsen for PET, som er en af Danmarks vigtigste myndigheder.”
Chef for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen udtaler:
”Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet her i PET sammen med dygtige ledere og medarbejdere. Vi arbejder sammen for at forebygge, efterforske og imødegå trusler mod Danmark. Det er en opgave, jeg går til med energi og engagement, men også med den nødvendige ydmyghed. Jeg er meget bevidst om arbejdets helt særlige karakter og store betydning for det danske samfund.”