Ny karantæne skal stoppe kontanthjælp til dømte bandemedlemmer | Justitsministeriet

Som led i indsatsen mod bander har regeringen sammen med Folketinget vedtaget et lovforslag om at standse udbetalingen af kontanthjælp til bandemedlemmer i tre år, efter de har afsonet en fængselsstraf. I stedet skal bandemedlemmerne modtage en ydelse på niveau med integrationsydelsen. En ny kortlægning fra Justitsministeriets Forskningskontor viser netop, at 39 pct. af de personer, der i 2016 var registreret som medlemmer af kriminelle grupperinger, havde modtaget kontanthjælp i årets løb.

Det er regeringens ønske, at der lægges et vedvarende pres på banderne, så de ikke alene forhindres i at begå voldelig kriminalitet, men også forhindres i at misbruge offentlige ydelser. Siden årsskiftet har landets politikredse derfor blandt andet haft fokus på misbrug af ydelser i Al-Capone-enheder, der indebærer et samarbejde mellem politiet, Skattestyrelsen og relevante kommuner. Dertil har regeringen sammen med Folketinget nu vedtaget et lovforslag, der indfører en ny treårig ydelseskarantæne for bandemedlemmer, når de har afsonet en fængselsdom, så de eksempelvis ikke kan modtage kontanthjælp, men i stedet får en ydelse på niveau med integrationsydelsen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

”Det er dybt forargeligt, at mennesker, der tjener penge på kriminalitet, også modtager kontanthjælp. Jeg har fra dag ét sagt, at vi som samfund skal slå hårdt ned på bandekriminaliteten og gøre livet så surt for banderne som overhovedet muligt. Derfor er det også vigtigt, at vi i kampen mod banderne bruger alle værktøjer og midler, som vi har til rådighed. Derfor ønsker regeringen at sende et klart signal til banderne om, at de ikke kan regne med offentlig forsørgelse på normale vilkår, når de har begået kriminalitet”.

En ny kortlægning fra Justitsministeriets Forskningskontor viser netop, at en del medlemmer af kriminelle grupperinger har modtaget kontanthjælp. Ved årsskiftet i 2016/2017 havde 39 pct. af de registrerede medlemmer af kriminelle grupperinger i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED) på et tidspunkt i løbet af året modtaget kontanthjælp. Dette gælder 28 pct. af rockerne og 61 pct. af bandemedlemmerne. 23 pct. af de registrerede havde derudover en gæld til SKAT på mindst 100.000 kr. 28 pct. af rockerne har gæld til Skat på mindst 100.000 kr., mens det gælder 14 pct. af bandemedlemmerne.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen:

”Det er jo helt uacceptabelt, at så mange bandekriminelle modtager kontanthjælp betalt af de danske skatteborgere samtidig med, at de begår kriminalitet og modarbejder de værdier, som vores samfund bygger på. Derfor er jeg glad for at vi nu får ændret reglerne, så det har mærkbare konsekvenser for dømte bandemedlemmer, som ryger ned på den lavest mulige ydelse i en tre-årig karantæneperiode.”

Kortlægningen fra Justitsministeriets forskningskontor omfatter i alt 1.247 personer og er foretaget som en del af aftalen om Bandepakke III- Bander bag tremmer, der blev indgået i marts 2017 mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Med bandepakken har regeringen sat ind med vidtgående initiativer i indsatsen mod banderne, ligesom regeringen i august 2017 præsenterede 12 yderligere initiativer mod bandekriminalitet.

Lovforslaget om en karantæneordning er aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsaftalen for 2018 og blev vedtaget i Folketinget 14. december.

Rapport om kriminelle grupperinger her

Kontakt:

Christina Raabæk på [email protected] eller 30710470

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top