Ny digital tryghedspakke skal bekæmpe it-kriminelle | Justitsministeriet

Antallet af anmeldelser vedrørende digital kriminalitet har de seneste år været tårnhøjt. Justitsministeren lancerer derfor sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige en digital tryghedspakke, som betyder, at politiet det næste år dedikerer 20 nye medarbejdere til området, og at politiet får en række nye værktøjer til at efterforske bl.a. seksuelt misbrug af børn.

I takt med at mere og mere af danskernes liv er rykket over på digitale platforme, er de kriminelle også rykket med. Derfor vil regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige styrke forebyggelsen af digital kriminalitet og give politiet bedre efterforskningsmuligheder med en ny digital tryghedspakke indeholdende ni initiativer.

Justitsminister Mattias Tesfaye:

”Der er for meget kriminalitet på internettet. Det kan være folk der bliver snydt, når de køber en vare. Eller nøgenbilleder der bliver spredt ulovligt. Myndighederne får nu nogle flere ressourcer og nye værktøjer. Med de nye tiltag vil vi øge trygheden for os alle sammen og vores børn, når vi er online.”

Karina Lorentzen Dehnhardt (Socialistisk Folkeparti):

”Vi er desværre vidne til, at den digitale kriminalitet eksploderer i de her år. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi sikrer retten til et trygt digitalt liv for alle grupper i samfundet. Seksuelle overgreb og krænkelser mod især børn og unge foregår i stigende grad på de digitale platforme, ligesom udspekuleret økonomisk cyber-svindel rammer stadig flere uskyldige danskere. Med aftalen her, tager vi et skridt på vejen mod et tryggere digitalt liv for alle, men det er vigtigt for mig at understrege, at vi i SF ønsker at gå endnu længere med forebyggelse, efterforskning og bekæmpelse af digital kriminalitet overalt i samfundet.”

Samira Nawa (Radikale Venstre):

”Både børn, unge og voksne bruger en stadig større andel af vores tid på nettet og digitale relationer. Og de kriminelle er desværre fulgt med. I Radikale Venstre vil vi øge den digitale tryghed og sikkerhed – med disse initiativer kommer vi et godt stykke af vejen”.

Rosa Lund (Enhedslisten):

”De forbrydelser der begås digitalt er ekstremt alvorlige og lige så traumatiserende som andre forbrydelser. Derfor skal vi tage dem alvorligt! De her 9 initiativer er en god begyndelse”.

Susanne Eilersen (Dansk Folkeparti):

”Internettet og de sociale medier har alt for længe været et slaraffenland for kriminelle. Det gælder både økonomisk kriminalitet, hvor det er sagesløse danskere, der i tusindvis franarres penge – og det gælder seksuelle krænkelser og decideret misbrug af børn og unge. Vi har som samfund slet ikke gjort nok for at sætte ind mod lovløsheden på nettet, og derfor er antallet af anmeldelser eksploderet gennem de seneste år. Det er på høje tide, at vi tager skridt til at sætte ind mod de it-kriminelle, og derfor er Dansk Folkeparti naturligvis med i denne aftale, der er første skridt i retning mod mere tryghed på nettet”.

Mette Thiesen (Nye Borgerlige):

”I Nye Borgerlige ønsker vi i højere grad at bekæmpe kriminalitet, der begås digitalt. Det er vigtigt, at politiet har ressourcer og kompetencer til at efterforske, og at vi effektivt kan sætte ind overfor den kriminalitet, der begås mod særligt børn og unge digitalt.”

Den digitale tryghedspakke indeholder bl.a. følgende initiativer, hvoraf flere allerede er sat i værk:

Forøgelse af årsværk i Nationalt Center for It-relateret Kriminalitet (NCIK) samt styrkelse af politiets nationale kontaktpunkt

I 2021 modtog politiet 28.200 anmeldelser vedrørende it-relateret økonomisk kriminalitet. Der er derfor tilført 20 ekstra medarbejdere til NCIK frem til medio 2023, som skal bidrage til at nedbringe bunken af sager om it-relateret økonomisk kriminalitet. Derudover er politiets nationale kontaktpunkt tidligere på året styrket med 11 årsværk. De ekstra årsværk skal være med til at sikre hurtig nedtagning af ulovligt materiale samt sikre beviser og andre spor hurtigere.

Hurtigere adgang til bankoplysninger og identifikation af gerningsmænd

Når politiet modtager anmeldelser om bedrageri på nettet, kan politiet anmode bankerne om oplysninger om kontoindehaveren af den anvendte konto med henblik på at identificere gerningsmanden. For at gøre denne proces mere effektiv vil politiet i lyset af et igangværende pilotprojekt udvikle en mulighed for bankerne, så den manuelle proces bliver ensrettet og samlet i såkaldte bunkeforespørgsler, som kan lette arbejdsgangen både hos bankerne og hos politiet. Det skal føre til hurtigere og mere ensartede svar på politiets anmodninger, så politiet hurtigere kan gøre brug af bankoplysninger til at identificere  seriekriminelle og forhindre, at de fortsætter med at begå bedrageri på nettet.

Forsøg med digitaliseret offergenkendelse

I  indsatsen  for  hurtigt  at  identificere  børn,  der  er  udsat  for  seksuelt misbrug, vil politiet afprøve nye værktøjer til identifikation af forurettede. På den baggrund igangsættes et forsøg, hvor politiet afprøver en teknologi, der kan genkende ansigter og dermed optimere identifikationen af eksempelvis børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, og som er blevet delt på nettet. I dag må politiet gennemgå en stor del af materialet manuelt, og det er derfor i høj grad op til den enkelte medarbejder at genkende for eksempel et ansigt.

Se de ni initiativer nedenfor:

Forebyggelse

  1. Styrket samarbejde mellem myndigheder og civilsamfund mod digitale krænkelser
  2. Awarenesskampagne om samhandel
  3. Undersøgelse af mulighederne for mere sikker samhandel på nettet
  4. Blokering af svindelhjemmesider

Målrettet efterforskning

  1. Hurtigere adgang til bankoplysninger og identifikation af gerningsmænd
  2. Styrkelse og optimering af sagsbehandlingen inden for it-relateret økonomisk kriminalitet
  3. Kompetenceløft på det digitale område
  4. Styrkelse af bekæmpelsen af digitale krænkelser og seksualforbrydelser
  5. Forsøg med digitaliseret offergenkendelse

Læs den digitale tryghedspakke her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top