Nu får myndighederne bedre muligheder for at slå ned på forbudte bander | Justitsministeriet

Et bredt flertal af Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, der allerede fra 1. februar 2025 skal gøre det nemmere for myndighederne at håndhæve forbud mod at videreføre forbudte eller opløste foreninger.

Det skal have konsekvenser, når banderne ser højt og helligt på loven og ikke respekterer, at deres forening er gjort forbudt eller opløst ved dom.

Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at det i visse tilfælde i praksis har vist sig vanskeligt at løfte bevisbyrden for, at visse handlinger foretaget af medlemmer eller tidligere medlemmer af en forbudt eller opløst forening faktisk udgør videreførelse af foreningen, og at handlingerne ikke alene har karakter af for eksempel et socialt arrangement.

I september sidste år sendte justitsminister Peter Hummelgaard derfor et lovforslag i høring, som har til formål at give myndighederne bedre muligheder for at slå ned på forbudte bander.

Lovforslaget er i dag vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

Det betyder, at det fra d. 1. februar bliver strafbart for medlemmer af en forbudt eller opløst forening at forsamle sig under dække af sociale aktiviteter, når disse for omverdenen fremstår som en videreførelse af foreningen.

Derudover vil det som det helt klare udgangspunkt skulle lægges til grund, at kriminelle handlinger er egnet til at fremstå som videreførelse af en forening, når personer, der har eller har haft tilknytning til foreningen, i fællesskab begår ny kriminalitet, og foreningen er foreløbigt forbudt eller opløst blandt andet som følge af, at der som led i foreningens virksomhed er begået omfattende og alvorlig kriminalitet.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Det skal være så svært som overhovedet muligt at være bandemedlem i Danmark. Og derfor skal vi tage alle redskaber i brug i kampen mod den organiserede kriminalitet. Med det her lovforslag vil jeg gerne sende et meget klart signal til de bandekriminelle om, at hammeren nu falder endnu hårdere, hvis I bliver ved med at begå kriminalitet og dyrke det dårlige selskab. For det skal simpelthen ikke være sådan, at medlemmer af forbudte eller opløste foreninger kan samles under dække af sociale aktiviteter.

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 29 63 25 39
Back to top