Justitsminister Søren Pape Poulsen har i dag formelt nedsat undersøgelseskommissionen om SKAT.
Undersøgelseskommissionen er nedsat i henhold til lov om undersøgelseskommissioner og har fået følgende sammensætning:
- Landsdommer, ph.d. Michael Ellehauge, Vestre Landsret, er efter fælles indstilling fra Østre og Vestre Landsret udpeget som formand for undersøgelseskommissionen.
- Advokat Elsebeth Aaes-Jørgensen, advokatfirmaet Norrbom Vinding, er efter indstilling fra Advokatsamfundet udpeget som medlem af undersøgelseskommissionen.
- Professor, dr.jur. Søren Højgaard Mørup, Aarhus Universitet, er som universitetsjurist udpeget som medlem af undersøgelseskommissionen.
Desuden er advokat Jens Lund Mosbek, advokatfirmaet Kromann Reumert, udpeget som udspørger for kommissionen.
Efter drøftelse med præsidenterne for Østre og Vestre Landsret er det endvidere besluttet at udpege landsdommer Rikke Holler, Vestre Landsret, til undersøgelseskommissionens sekretariat. Udpegningen sker bl.a. med henblik på at tilvejebringe en suppleant for formanden, således at det sikres, at kommissionen vil kunne fortsætte sit arbejde uden at skulle genafhøre allerede afhørte vidner, hvis formanden undervejs i undersøgelsen – som må forventes at vare i en årrække – måtte blive nødsaget til at trække sig fra hvervet. Landsdommer Rikke Holler vil i sin egenskab af sekretariatsmedlem arbejde på fuld tid med undersøgelsen.
Endelig er det besluttet at udpege professor, dr.jur. Karsten Revsbech og advokat, ph.d. Sune Troels Poulsen, advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen, til undersøgelseskommissionens sekretariat. Udpegningen sker på tilsvarende måde for at tilvejebringe suppleanter for undersøgelseskommissionens øvrige medlemmer. Professor Karsten Revsbech og advokat Sune Troels Poulsen vil i deres egenskab af sekretariatsmedlemmer bl.a. overvære vidneafhøringerne i kommissionen og i øvrigt yde bidrag til kommissionens undersøgelse i et omfang, der fastlægges nærmere af kommissionen.
Undersøgelseskommissionens opgaver
Ifølge det endelige kommissorium har undersøgelseskommissionen til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til
- forvaltningen af inddrivelsesområdet og planlægningen, udviklingen, idriftsættelsen og nedlukningen af det digitale inddrivelsessystem EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem),
- sammenlægningen af den statslige og kommunale inddrivelsesmyndighed i SKAT og
- beslutningsgrundlaget for, implementeringen af og opfølgningen på de generelle effektiviseringstiltag i SKAT.
Undersøgelseskommissionen skal på baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Kommissionen skal endvidere foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.
Det fremgår af kommissoriet, at undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at den kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse hurtigst muligt. Endvidere opfordres kommissionen til at tilrettelægge sit arbejde således, at den undervejs i undersøgelsens forløb kan afgive delberetninger om et eller flere af de beskrevne begivenhedsforløb, hvis det efter undersøgelseskommissionens skøn er forsvarligt at afgive sådanne delberetninger.
Kommissoriet kan læses her.
Der kan i øvrigt henvises til undersøgelseskommissionens hjemmeside