Kriminelle udlændinge skal betale større del af regningen for egen udsendelse | Justitsministeriet

De økonomiske vilkår er nu strammet for udvisningsdømte indsatte. Det betyder, at det beløb, som bliver udbetalt ved løsladelse, bliver afskaffet for udvisningsdømte, der udsendes efter endt afsoning med bistand fra udlændingemyndighederne, eller som varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse. Samtidig øges andelen af tvungen opsparing af løn. De nye regler er trådt i kraft og er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen.

Udvisningsdømte udlændinge er kommet til Danmark og har forbrudt sig mod samfundets regler. Formålet med en udvisningsdom er, at den dømte skal forlade Danmark. Udvisningsdømte indsatte bør selv stå for en større andel af de udgifter, der knytter sig til deres udsendelse.

Derfor strammes de udvisningsdømtes vilkår:

For det første afskaffes det beløb, som indsatte får udbetalt ved løsladelse, hvis den udvisningsdømte indsatte efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne eller efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse.

For det andet øges andelen af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse fra 15 pct. til 50 pct. for udvisningsdømte indsatte. De yderligere tvangsopsparede midler vil alene kunne anvendes til dækning af hjemrejseudgifter.

Justitsminister Mattias Tesfaye:

”Det giver ikke mening at udbetale penge til kriminelle udlændinge, når de løslades. Derfor strammer vi nu skruen yderligere over for de udvisningsdømte udlændinge. Det er kun ret og rimeligt, at de i højere grad selv kommer til at dække udgifterne til deres udsendelse, og at udvisningsdømte, som bliver sendt tilbage til hjemlandet efter afsoning, ikke får et løsladelsesbeløb. Så sparer velfærdssamfundet også nogle penge. Tak til aftalepartierne, der støttede forslaget.” 

De nye regler følger af et lovforslag, der blev vedtaget i Folketinget den 9. juni 2022. Reglerne er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi i 2022-2025, som blev indgået i december sidste år af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Baggrund om de nye regler

Der udbetales under nærmere betingelser et løsladelsesbeløb til indsatte ved løsladelse fra afsoning. Beløbet har til formål at dække småfornødenheder i forbindelse med løsladelsen, f.eks. mad og drikke på rejsen hjem til bopælen og i de første dage efter løsladelsen.

Dette afskæres med de nye regler for udvisningsdømte, der efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne, eller som efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse.

Kriminalforsorgen opsparer i dag 15 pct. af indsattes vederlag for beskæftigelse, som indsættes på en spærret konto. Kriminalforsorgen kan i det opsparede beløb bl.a. modregne udgifter, som den indsatte selv skal afholde i forbindelse med løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.

Med de nye regler øges andelen af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse til 50 pct. for udvisningsdømte indsatte. De yderligere tvangsopsparede midler vil alene kunne anvendes til dækning af hjemrejseudgifter. Den øgede tvangsopsparing vil skulle udbetales, hvis effektueringen af udsendelsen af den pågældende efter løsladelse umiddelbart må anses for udsigtsløs.

Se bekendtgørelsen her.

Læs flerårsaftalen for kriminalforsorgen her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top