Justitsministeriet inviterer organisationer mv. til at komme med input til ny handlingsplan mod racisme | Justitsministeriet

En række organisationer mv. får nu mulighed for at komme med input til, hvordan vi bedst muligt bekæmper racisme bredt i samfundet. Det sker ved et møde i Justitsministeriet den 21. juni 2022.

Racisme i alle dens afskygninger skal bekæmpes. Det har regeringen og aftalepartierne bag finansloven for 2022 givet hinanden håndslag på ved at afsætte midler til en handlingsplan mod racisme.

Nu sættes der handling bag intentionerne, når Justitsministeriet indkalder relevante organisationer og interessenter til et lyttemøde, hvor organisationerne vil få mulighed for at komme med input til indholdet af handlingsplanen.

Mødet vil finde sted i Justitsministeriet den 21. juni 2022.

Justitsminister Mattias Tesfaye:

”Vi skal som samfund og som mennesker aldrig acceptere racisme. Racisme eroderer samfund og ødelægger mennesker. Vi skal bekæmpe racisme i alle dens afskygninger. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan sætte arbejdet med at lave en handlingsplan mod racisme i gang. Jeg ser frem til at modtage input fra organisationerne og tage det med til det videre arbejde med en kommende handlingsplan mod racisme.

Regeringen har med bl.a. flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden styrket myndighedernes indsats over for hadforbrydelser generelt. Nu er tiden kommet til, at vi sætter fokus på bekæmpelsen af racisme bredt i samfundet, og en handlingsplan er både relevant og et vigtigt signal om, at racisme er uacceptabelt og skal bekæmpes.”  

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

”For mig er det vigtigt, at alle mennesker i vores samfund har lige muligheder og er beskyttet mod had, racisme og forskelsbehandling – både når de søger job, møder politiet eller fester i nattelivet.

Derfor er jeg glad for, at vi nu inddrager minoriteterne i at lave en handlingsplan mod racisme, og mit håb er, at vi dels får en definition af racisme og får undersøgt årsagerne til, at personer med anden etnisk herkomst oftere bliver sigtet, uden at det nødvendigvis leder til en dom.” 

Samira Nawa (Radikale Venstre):

“Ingen i Danmark skal udsættes for racisme og diskrimination. Og det skal ikke være op til den enkelte at sige fra, når racismens grimme ansigt viser sig. Det er en politisk opgave at sikre tryghed for alle borgere og at bekæmpe racismen i nattelivet, på arbejdsmarkedet og i hverdagen.

Radikale Venstre har i flere år kæmpet for at få en national handlingsplan mod racisme og for, at vi får inddraget relevante aktører i udarbejdelsen af handlingsplanen. Derfor er jeg naturligvis glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt i kampen mod racisme.”

Rosa Lund (Enhedslisten):

”Det her er en vigtig start på et meget stort arbejde med at få gjort op med racisme og diskrimination i Danmark, som har været en mangeårig kamp for os i Enhedslisten. Det er vigtigt, at det ikke bare er en handlingsplan for handlingsplanens skyld, men at initiativerne også bliver ført ud livet, evalueret og optimeret løbende.”

Helene Liliendahl Brydensholt (Alternativet):

”I Alternativet glæder vi os over, at relevante organisationer og interessenter vil blive inddraget i udarbejdelsen af en handlingsplan mod racisme. En bred inddragelse har været et ønske fra Alternativet fra start.”

Jens Rohde (Kristendemokraterne):

For yderligere oplysninger kontakt Jens Rohde på 61623659.

Baggrund

Regeringen og aftalepartierne har på finansloven for 2022 afsat 8,2 millioner kroner i 2022 og 8,1 millioner kroner årligt i perioden 2023-2025 til en styrket indsats mod hadforbrydelser. Aftalepartierne er enige om at anvende nogle af disse midler til en handlingsplan mod racisme.

Handlingsplanen skal bekæmpe racisme bredt i samfundet, og dens initiativer skal favne alle dele af samfundets områder fra arbejdsmarked og undervisning til kulturliv og hadforbrydelser. Samtidig skal racismens omfang og karakter kortlægges.

De politiske forhandlinger om handlingsplanen mod racisme forventes at begynde i anden halvdel af 2022.

Følgende organisationer og interessenter er inviteret til mødet:

  • Institut for Menneskerettigheder
  • Mellemfolkeligt Samvirke
  • Mino Danmark
  • Sabaah
  • Ilisimasavut
  • Afro Danish Collective
  • LGBT Asylum
  • LGBT+ Danmark
  • LGBT+ Ungdom
  • Nalik
  • De grønlandske huse, Aalborg, Aarhus, Odense og København
  • Foreningen Grønlandske Børn
  • Avalak – de grønlandske studerendes forening i Danmark
  • Inuit Circumpolar Council (ICC)
  • Mentor Imannuel
  • Amnesty International Danmark
  • SOS Racisme Danmark
  • Ichange
  • Muslimernes Fællesråd

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top