Justitsministeren vil slå hårdere ned på borgernær kriminalitet med nyt lovforslag | Justitsministeriet

Justitsministeren sender i dag et nyt lovforslag i høring, som har til formål at sætte yderligere ind over for butikstyveri, hæleri, indbruds- og cykeltyveri. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. februar 2025.

Det er afgørende for regeringen, at vi værner om danskernes tryghed. Det må ikke blive en del af hverdagen, at man som borger går og bekymrer sig om, at der bliver begået indbrud i hjemmet, eller at man får stjålet sin cykel.

Det må heller ikke være sådan, at lokale forretninger gang på gang udsættes for tyverier til stor gene og utryghed for både butiksejere, ansatte og kunder – og med store økonomiske omkostninger for detailhandlen og forbrugerne.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af anmeldelser for butikstyveri har været stigende de seneste år.

I 2023 modtog politiet på landsplan således knap 25.000 (25.173) anmeldelser om butikstyverier. Det er en stigning på knap 25 pct. i forhold til 2022. Efter årets første ni måneder er der pr. 4. september anmeldt 18.622 tilfælde af butikstyveri. Tal fra Rigsadvokaten viser desuden, at i perioden 2018 til 2023 blev cirka en tredjedel af alle butikstyverier i Danmark begået af personer registreret med udenlandsk nationalitet i politiets systemer.

For at bekæmpe udfordringerne fremlagde regeringen den 1. februar 2024 udspillet ”Sammen om en tryggere hverdag”, der består af en række initiativer mod typer af kriminalitet, som skaber utryghed i hverdagen. I dag sendes lovforslaget, der skal gennemføre de initiativer, der kræver lovændring, i høring.

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler i den forbindelse:

– Det er afgørende for regeringen at værne om danskernes tryghed. Derfor sætter vi med lovforslaget yderligere ind over for den type af kriminalitet, der berører mange danskere, og som kan give grobund for utryghed i hverdagen. Vi vil gøre det sværere at være cykeltyv i Danmark. Der skal samtidig være mere mærkbare konsekvenser, hvis man bliver taget for hæleri eller butikstyveri.

Med lovforslaget lægges der blandt andet op til at hæve straffen for butikstyveri og hæleri, så der i udgangspunktet altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kroner i førstegangstilfælde, og det samtidig sikres, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne.

Derudover skal politiet have bedre mulighed for at sætte ind over for cykeltyveri, mens den økonomiske kontrol med unge, der begår kriminalitet, styrkes.

Loven forventes at træde i kraft den 1. februar 2025.

Læs lovforslaget her.

Hovedinitiativer i lovforslaget

1: Højere bødestraf for butikstyveri og hæleri

  • Bødestraffen hæves, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på minimum 1.000 kroner i førstegangstilfælde
  • Bøden for butikstyveri skal altid overstige værdien af det stjålne
  • Bødetaksterne hæves i gentagelsestilfælde

2: Stikprøvekontrol som led i kampen mod cykeltyveri

  • Politiet skal have mulighed for uden konkret mistanke, som led i stikprøvekontrol, at standse cyklister for at undersøge, om den pågældende cykel er meldt stjålet

3: Økonomisk kontrol med unge, der begår indbrud eller hæleri

  • Særvilkåret om økonomisk kontrol for unge mellem 18 år 25 år udvides, så det også omfatter sager, hvor unge idømmes en betinget dom for indbrudstyveri eller hæleri
  • Særvilkåret indebærer blandt andet, at den unge ikke må foretage økonomiske dispositioner over en beløbsgrænse, som fastsættes af retten.
  • Kriminalforsorgen skal løbende holde samtaler med den unge for at følge op på den pågældendes økonomi

Fakta om butikstyverier

Tabel 1 – Antal anmeldelser vedrørende butikstyveri i perioden 2018-2024 fordelt på politikredse

Politikreds 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024
Nordjylland 1.384 1.174 1.106 1.106 1.541 2.153 1.516
Østjylland 1.998 2.007 2.077 1.817 2.753 3.353 2.282
Midt- og Vestjylland 1.113 1.003 965 1.027 1.430 1.752 1.229
Sydøstjylland 1.318 1.153 1.120 1.382 1.300 1.757 1.417
Syd- og Sønderjylland 963 1.168 1.009 855 1.156 1.401 1.096
Fyn 1.152 1.145 1.260 1.154 1.555 1.840 1.508
Sydsjælland og Lolland-Falster 719 824 860 700 964 1.341 957
Midt- og Vestsjælland 910 894 1.013 951 1.040 1.559 1.105
Nordsjælland 1.413 1.276 1.352 1.266 1.802 1.932 1.361
Københavns Vestegn 1.853 1.658 1.660 1.574 1.992 2.549 1.907
København 5.035 4.626 4.268 3.944 4.532 5.486 4.268
Bornholm 83 34 46 35 75 50 43
I alt 17.941 16.962 16,736 15.811 20.140 25.173 18.662

Kilde: POLSAS/QlikView: Kriminalitet pr. 4. september 2024. Opgørelsen er baseret på tal fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Opgørelsen er derfor behæftet med en vis usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem. Opgørelsen er desuden baseret på dynamiske data, hvilket betyder, at opgørelsen ikke er endelig. Således vil der kunne ske ændringer afhængigt af tidspunktet for udtrækket af oplysningerne i opgørelsen, idet der f.eks. kan forekomme efterregistreringer.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top