Justitsministeren vil med nyt lovforslag etablere en ny National enhed for Særlig Kriminalitet og en ny Statsadvokat | Justitsministeriet

Med flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden fra december 2020 blev regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige enige om at styrke bekæmpelsen af den komplekse kriminalitet i Danmark. Nu sender justitsministeren et lovforslag i høring, der bl.a. etablerer en ny National enhed for Særlig Kriminalitet og samtidig etableres en ny Statsadvokat for Særlig Kriminalitet. Enheden og den nye statsadvokat skal være et flagskib i politiets og anklagemyndighedens bekæmpelse af den komplekse og organiserede kriminalitet.

Med lovforslaget samles de mest specialiserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i en ny slagkraftig national enhed, der skal efterforske og behandle straffesager vedr. den mest komplekse økonomiske og organiserede kriminalitet. Enheden får navnet National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) (Engelsk oversættelse: Special Crime Unit).

Lovforslaget vil samtidig etablere de retlige rammer for et formaliseret operativt samarbejde i den nye enhed, mellem politiet, andre relevante myndigheder, herunder bl.a. Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Told- og Skatteforvaltningen, og udvalgte private aktører i bl.a. banksektoren. Det operative samarbejde skal bidrage til at bekæmpe og forebygge hvidvask og terrorfinansiering.

Styrket bekæmpelse af hvidvask er en central del af flerårsaftalen. Med lovforslaget etableres der derfor også en fast track-ordning, hvor hvidvaskunderretninger fra banker mv. vedrørende særligt mistænkelige transaktioner underkastes en særlig behandling i enhedens hvidvasksekretariat. Med ordningen får bankerne pligt til at fastfryse visse transaktioner, indtil Hvidvasksekretariatet – senest ved udgangen af den efterfølgende bankdag – har kigget på sagen og givet en tilbagemelding på, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse af f.eks. større pengebeløb.

Samtidig med etablering af enheden etableres en ny statsadvokat, som skal føre tilsyn med straffesagsbehandlingen i den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet, hjælpe med styring og tilskæring af enhedens sager, føre ankesager for landsretterne og samarbejde med enheden om visse komplicerede straffesager i byretten. Statsadvokaten får navnet Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) (Engelsk oversættelse: State Prosecutor for Special Crime Unit).

Justitsminister Nick Hækkerup:

”Kriminaliteten bliver mere global, digital og kompleks. Det gælder ikke mindst i forhold til den alvorlige økonomiske og organiserede kriminalitet. Det skal have mærkbare konsekvenser, når de kriminelle sætter sig selv over fællesskabet for egen vindings skyld. Med lovforslaget her sikrer vi mere specialisering, nye værktøjer og styrkede kompetencer, så politiet og anklagemyndigheden kan være på forkant med udviklingen. Med forslaget sætter vi også endnu hårdere og mere effektivt ind over for hvidvask, ved at forpligte bankerne til at fastfryse særligt mistænkelige transaktioner, mens Hvidvasksekretariatet hurtigt undersøger underretningen. Dermed styrker vi indsatsen mod hvidvask, så kriminelle ikke har mulighed for at gemme de værdier, de har snydt sig til ved deres kriminalitet, og vi skaber bedre muligheder for beslaglæggelse af større pengebeløb eller andre værdier fra kriminalitet”.      

Lovforslaget forventes at træde i kraft d. 1. januar 2022, hvor den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet organisatorisk og ledelsesmæssigt etableres. Der vil dog i den resterende aftaleperiode fortsat pågå et større arbejde, før enheden og statsadvokaten er endelig etableret.

Initiativer i lovforslaget:

  • Etablering af National enhed for Særlig Kriminalitet
  • I regi af enheden operettes et operativt samarbejde mellem myndigheder og private aktører om at bekæmpe og forebygge hvidvask og terrorfinansiering.
  • Etablering af fast track-ordning for transaktioner med tilknytning til hvidvask af særlig mistænkelig karakter.
  • Tavshedspligt for underretninger efter hvidvasklovens § 26.

 

Læs lovforslaget her.

Baggrund

Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige indgik den 15. december 2020 en aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Det fremgår bl.a. heraf, at der skal etableres en ny slagkraftig national enhed, hvor de mest specialiserede politi- og anklagerfaglige kompetencer samles. I enheden samles Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Særlig Efterforskning Vest, Særlig Efterforskning Øst, Grænsecenter Øresund (GCØ) og politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK), samt Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3), Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center (NKC) og dele af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Enheden opbygges som en politikreds og skal etableres i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. Der oprettes endvidere en særlig statsadvokat til bl.a. at føre tilsyn med enhedens komplekse straffesagsbehandling.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top