Justitsminister Peter Hummelgaard rejser i dag til Kosovo for at besøge fængslet i Gjilan. Besøget markerer den næste fase i ombygningen af det nuværende fængsel, der skal huse 300 udvisningsdømte kriminelle fra Danmark
Som en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi blev det besluttet, at Danmark skulle arbejde for at leje 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte kriminelle udlændinge fra tredjelande.
Aftalen skal være med til at frigøre pladser i et overbebyrdet dansk fængselsvæsen, hvor der både er mangel på fængselspladser og fængselsbetjente.
Den 23. maj i år godkendte Kosovos parlament traktaten om Danmarks leje af fængselspladser i Kosovo. Nu påbegyndes ombygningen af fængslet, så det i videst muligt omfang ligner det, vi kender fra Danmark. Det er forventningen, at fængslet vil stå klar 21-26 måneder efter, at traktaten er trådt i kraft.
Når fængslet i Gjilan står klar, skal det huse op til 300 udvisningsdømte udlændinge fra tredjelande, der ellers skulle have afsonet deres fængselsstraffe i Danmark. De skal altså fremover i stedet afsone i Kosovo.
Cellerne skal renoveres, ligesom besøgslokaler skal bygges, og en helt ny beskæftigelsesafdeling skal opføres.
Peter Hummelgaard skal i Kosovo mødes med Kosovos justitsminister, Albulena Haxhiu, for at markere, at den praktiske implementering af projektet nu sættes i gang.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Aftalen med Kosovo om leje af fængselspladser er både en vigtig og god aftale for Danmark. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan for at sikre flere fængselspladser og aflaste vores hårdt pressede fængselsvæsen. Samtidig sender vi et klart signal til kriminelle udlændinge om, at deres fremtid ikke er i Danmark. Med besøget markerer vi, at projektet, efter traktatens godkendelse i Kosovo, går ind i en ny og vigtig fase. I tæt og godt samarbejde med de kosovariske myndigheder skal vi nu sætte skub i ombygningen af fængslet, så det kan blive klar til at huse udvisningsdømte kriminelle fra Danmark.
Det er første gang siden den endelige ratificering af traktaten, at justitsminister Peter Hummelgaard besøger Kosovo.
Baggrund
Kosovos kriminalforsorg er ansvarlig for ombygningen af fængslet og vil i den forbindelse løbende være i dialog med de danske myndigheder.
Fængslet ventes at stå klar til at tage i mod de første udvisningsdømte kriminelle 21-26 måneder efter, at traktaten er trådt i kraft, dvs. i efteråret 2026.
Aftalen mellem Danmark og Kosovo indebærer blandt andet følgende:
- De udvisningsdømte udlændinge skal afsone i Kosovo under grundlæggende de samme forhold som i et fængsel i Danmark.
- Fuldbyrdelsen af straffe i fængslet i Kosovo skal være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser
- Traktaten giver mulighed for at udsende udvisningsdømte udlændinge efter endt afsoning i Kosovo direkte til deres hjemland.
- Folketingets Ombudsmand, relevante tilsynsmyndigheder og internationale organisationer får adgang til at føre tilsyn i og/eller inspicere fængslet.
- Hvis den indsatte begår kriminalitet i fængslet i Kosovo, vil vedkommende blive strafforfulgt i Kosovo og vil – ved en fældende kosovarisk dom – herefter skulle afsone dommen i et kosovarisk fængsel, idet den danske afsoning sættes ”på pause”.
- De kosovariske myndigheder er forpligtet til at overholde Danmarks internationale forpligtelser i de situationer, hvor de indsatte er i deres varetægt.
- Danmark bevarer ansvaret for at sikre, at de indsatte efter endt afsoning udsendes til deres hjemlande.
Hele traktaten mellem Danmark og Kosovo kan læses her.