Justitsministeren nedsætter Undersøgelseskommissionen om hjemsendelser i FE | Justitsministeriet

Justitsminister Peter Hummelgaard nedsætter pr. 1. oktober 2023 Undersøgelseskommissionen til undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (Undersøgelseskommissionen om hjemsendelser i FE). Tre landsdommere er udpeget til undersøgelseskommissionen. Kommissionen er blevet bedt om så vidt muligt at afslutte sit arbejde et år efter nedsættelsen.

Undersøgelseskommissionen nedsættes pr. 1. oktober 2023 i henhold til lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste og har fået følgende sammensætning efter indstilling fra præsidenten for Vestre Landsret:

  • Landsdommer, dr.jur. Jens Hartig Danielsen, Vestre Landsret (formand).
  • Landsdommer Thomas Jønler, Vestre Landsret.
  • Landsdommer Hans-Jørgen Nymark Beck, Vestre Landsret.

Undersøgelseskommissionen skal undersøge forløbet vedrørende tjenestefritagelsen af de fem medarbejdere, der blev tjenestefritaget på baggrund af den kritik, der blev rejst af Tilsynet med Efterretningstjenesterne i august 2020. Kommissionen skal i den forbindelse undersøge, om der i forbindelse med tjenestefritagelsen blev varetaget usaglige hensyn.

Pressekontakt

Presse- og kommunikationsrådgiver
Mobil: 29 63 25 39
Back to top