Justitsministeren deltager i international justitsministerkonference i London | Justitsministeriet

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er i dag i London for at deltage i en international justitsministerkonference om støtte til Den Internationale Straffedomstol (ICC) og kampen mod straffrihed for internationale forbrydelser begået i Ukraine. Fra dansk side agter regeringen at tilbyde ICC at sende et hold af kriminalteknikere, der kan støtte arbejdet med at efterforske krigsforbrydelser. Konferencen er arrangeret af Storbritannien og Nederlandene, og der deltager repræsentanter fra 40 lande.

På konferencen vil justitsministeren sammen med sine kolleger bl.a. gøre status over den nuværende indsats med bevisindsamling og efterforskning af internationale forbrydelser i Ukraine og annoncere yderligere støttetiltag til ICC som følge af Ruslands aggression mod Ukraine.

Danmark udviser solidaritet med Ukraine gennem den bredspektrede og langsigtede støtte, som vi har ydet bilateralt, multilateralt og i samarbejde med partnere og allierede i EU, NATO og FN. I forhold til retsforfølgelse af internationale forbrydelser i Ukraine ydede Danmark sidste år et ekstraordinært finansielt bidrag til ICC. Endvidere har Danmark sekunderet en national ekspert til at bistå domstolens arbejde med efterforskning af internationale forbrydelser i Ukraine.

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:

”Ruslands invasion af Ukraine er brutal og utilstedelig, og der må ikke herske nogen tvivl om, at Danmark støtter Ukraine i deres kamp for frihed og retfærdighed. Den retfærdighed afhænger også af, at krigsforbrydelser begået i Ukraine kan retsforfølges.

Konferencen i London har til formål at styrke Den Internationale Straffedomstols efterforskning af internationale forbrydelser i Ukraine. Fra dansk side agter regeringen at tilbyde ICC at sende et hold af kriminalteknikere, der kan støtte arbejdet med at efterforske krigsforbrydelser. Vi vil nu gå i dialog med Den Internationale Straffedomstol om muligheden for et sådant bidrag.”

Baggrund om International justitsministerkonference i London

Storbritannien og Nederlandene arrangerer en international justitsministerkonference vedrørende støtte til ICC og kampen mod straffrihed for internationale forbrydelser begået i Ukraine. Konferencen vil have fokus på koordinering af bevisindsamling samt støtte til ofre og vidner for internationale forbrydelser, herunder hvordan de inviterede lande konkret kan bidrage til ICC’s arbejde.

Generelt er der på internationalt plan iværksat en række forskellige indsatser i forhold til indsamling af beviser for internationale forbrydelser i Ukraine. ICC’s chefanklager har bl.a. efter henvisning fra 43 deltagerstater, inkl. Danmark, besluttet at iværksætte en efterforskning af situationen i Ukraine, hvortil Danmark bl.a. bistår med en udsendt ekspert. Kampen mod straffrihed og efterforskning af begåede internationale forbrydelser i Ukraine er ligeledes et tilbagevendende emne på EU-rådsmøderne for retlige og indre anliggender. Emnet var således senest på dagsordenen i forbindelse med rådsmødet den 9.-10. marts 2023.

Den britiske justitsminister og den nederlandske justits- og sikkerhedsminister har inviteret justitsministre fra 40 lande til en konference om støtte til ICC og kampen mod straffrihed for internationale forbrydelser begået i Ukraine. Kredsen af inviterede lande består af ”key ICC supporters”. Der forventes justitsministerdeltagelse fra hovedparten af de inviterede lande. ICC vil være repræsenteret ved chefanklageren, mens der fra ukrainsk side vil være deltagelse fra bl.a. justitsministeren.

Konferencen bygger videre på tidligere højniveaumøder, bl.a. en ministerkonference den 14. juli 2022 i Haag, hvor den nederlandske regering sammen med chefanklageren for ICC og EU-Kommissionen var vært for en konference om kampen mod straffrihed. Fra dansk side deltog den daværende udenrigsminister.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top