Justitsminister vil stoppe livstidsfangers datingliv | Justitsministeriet

Livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal ikke have mulighed for at bruge tiden i fængslerne på at date eller lave reklame for deres forbrydelser på eksempelvis sociale medier. Det mener justitsminister Nick Hækkerup, der vil sætte ind med 6 nye initiativer, der skal indskrænke de livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes mulighed for at komme i kontakt med omverdenen.

Med 6 nye initiativer vil justitsminister Nick Hækkerup indskrænke livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes mulighed for komme i kontakt med omverdenen, mens de afsoner deres straf.

I dag er det muligt for livstidsdømte og forvaringsdømte at skrive til, ringe til og få besøg af personer, som de har fået kontakt til under afsoningen. Det gør det eksempelvis muligt for livstidsdømte at få nye relationer – eksempelvis kæresterelationer – mens de afsoner.

Med de 6 nye initiativer vil der blive sat en stopper for livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes mulighed for frit at indgå i nye relationer, mens de afsoner. Konkret ønsker ministeren bl.a. at fratage dem muligheden for frit at indgå nye relationer i de første 10 år af afsoningstiden.

Dertil vil ministeren med initiativerne stramme reglerne for udgang, så livstids- og visse forvaringsdømte først kan få tilladelse til udgang efter 10 års afsoning, og samtidig indføre regler om, at sådanne dømte som minimum skal afsone i lukket fængsel i samme tidsperiode.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

Livstidsdømte og forvaringsdømte, der er idømt en straf der giver mulighed for livstid, skal ikke kunne bruge vores fængsler som datingcentral eller medieplatform til at prale af deres forbrydelser. De senere år har vi set usmagelige eksempler på, at indsatte, der har begået bestialske forbrydelser, har fået kontakt til helt unge mennesker for at få deres sympati og opmærksomhed. Det skal vi selvfølgelig stoppe. Derfor kommer regeringen nu med 6 konkrete initiativer, der helt grundlæggende indskrænker livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes mulighed for at tage kontakt til omverdenen.”

Foruden initiativet, der sætter en stopper for de livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes datingliv, lægges der op til at fratage de pågældende muligheden for frit at komme med offentlige tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, de har begået, f.eks. hvis offentliggørelsen vil krænke ofret ved lovovertrædelsen. Det betyder konkret, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte ikke frit skal kunne offentliggøre f.eks. podcasts eller skrive på sociale medier om den eller de forbrydelser, de har begået.

Justitsminister Nick Hækkerup sender et lovforslag i høring onsdag, der skal muliggøre de nye initiativer. Initiativerne forventes at kunne træde i kraft den 1. januar 2022.


Læs uddybende fakta om forslagene her


Læs udkast til lovforslag her

 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top