Ikke-erhvervsdrivende fonde skal ifølge loven investere en stor del af deres midler i obligationer. Men de senere års lave renteniveau gør, at fondene har svært ved at skabe afkast, som kan uddeles til fondens formål. Nu vil Justitsminister Nick Hækkerup give fondene mere fleksibilitet i forhold til, hvordan de kan investere deres midler.
Justitsministeren har netop sendt en ny bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler i høring.
Justitsminister Nick Hækkerup siger:
”Fonde spiller en stor rolle i samfundet og uddeler hvert år adskillige milliarder kroner til almennyttige formål. Det er vigtigt, at vi giver fondene gode muligheder for at investere deres midler, så de kan støtte formål som f.eks. forskning og velgørenhed bedst muligt. Formål, der kommer hele samfundet til gode. Fondslovgivningen har mange år på bagen, så det her er blot første skridt på vejen mod en mere gennemgribende opgradering af reglerne.”
I dag skal fonde, der ønsker at investere deres midler, investere minimum halvdelen af midlerne i bl.a. visse obligationer. Med de nye regler lægges der op til at nedsætte dette krav, så det alene gælder for 25 procent af fondenes midler. Samtidig udvides investeringsmulighederne for disse midler.
Herudover lægges der op til, at fondenes øvrige midler kan investeres på flere måder end i dag. Fondene skal bl.a. have mulighed for at investere i alternative investeringsfonde, og kredsen af aktier, som fondene kan investere i, udvides.
Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft den 15. oktober 2020.
Justitsministeren forventer i løbet af efteråret at nedsætte et udvalg, der skal se på en gennemgribende revision af fondslovgivningen.