Justitsminister vil oprette et uafhængigt tilsyn med bevismidler | Justitsministeriet

Justitsministeren vil etablere et uafhængigt tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Forslaget er en opfølgning på teledata-sagen. Tilsynet skal styrke behandlingen af de tekniske beviser, som politiet og anklagemyndigheden anvender i straffesager.

Som en del af justitsministerens opfølgning på teledata-sagen, har Justitsministeriet sendt et lovforslag i høring, der foreslår, at der oprettes et nyt tilsyn med bevismidler. Bevismiddeltilsynet skal føre tilsyn med behandlingen af tekniske beviser hos Rigspolitiet, politikredsene, Rigsadvokaten og statsadvokaterne. Tilsynet bliver etableret under samme ledelse som Den Uafhængige Politiklagemyndighed. 

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

”Det er helt afgørende, at vi har tillid til de tekniske beviser, som politiet og anklagemyndigheden bruger i straffesager. Teledata-sagen har vist, at der er behov for, at vi får uvildige øjne på tekniske beviser som teledata. Det nye uafhængige tilsyn skal sikre, at forbehold og usikkerheder kommer frem i lyset, og at eventuelle fejl bliver håndteret åbent, grundigt og ordentligt.”  

Det uafhængige tilsyn kan bl.a. komme på tilsynsbesøg og lave stikprøvekontroller ved at kalde afsluttede straffesager ind til gennemsyn. Tilsynet skal medvirke til at sikre, at der er fuld åbenhed om forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til tekniske beviser (fx teleoplysninger, fingeraftryk, DNA-materiale eller våbenspor). Tilsynet retter sig ikke mod enkeltsager eller enkeltpersoner, men tilsynet vil bl.a. kunne tage temaer op som fx myndighedernes håndtering af DNA-beviser eller teledata. Tilsynet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed. Beretningen sendes til Folketinget og offentliggøres.   

Derudover foreslås det med lovforslaget at udvide Den Uafhængige Politiklagemyndigheds kompetence til at omfatte civilt personale i politiet og ansatte ved anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse. Det er alene politipersonale, som i dag er omfattet af politiklageordningen. Ændringen vil sikre, at man får mulighed for at klage til Politiklagemyndigheden, uanset om den, man klager over, er politibetjent eller civilt ansat.

Det foreslås, at loven og tilsynet træder i kraft den 1. januar 2021.

Fakta om Bevismiddeltilsynet:

Bevismiddeltilsynet bliver placeret under ledelse af direktøren for Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Bevismiddeltilsynets sekretariat vil bestå af en sekretariatschef og en række juridiske medarbejdere samt personer med efterforskningsmæssig og analytisk baggrund og relevant administrativt personale.

Det nye tilsyn vil skulle påse:

  1. at der generelt er udarbejdet tilstrækkelige og relevante procedurer og retningslinjer for behandlingen af tekniske beviser,
  2. at de fastsatte procedurer og retningslinjer bliver efterlevet af myndighederne,
  3. at forbehold og usikkerheder, der knytter sig til karakteren af et teknisk bevis, er beskrevet tilstrækkeligt,
  4. at oplysninger om forbehold og usikkerheder knyttet til de pågældende beviser fremgår af sagen og fremlægges i relevant omfang.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top