7 ud af 10 ansatte i landets fængsler og arresthuse plages af passiv rygning. Justitsminister Søren Pind er derfor klar med et nyt lovforslag, der udvider rygeforbuddet i kriminalforsorgens institutioner til også at omfatte indsattes celler og besøgsrum.
I dag er det som udgangspunkt forbudt at ryge indendørs i kriminalforsorgens institutioner. Alligevel udsættes en stor del af landets fængselsbetjente og ansatte for passiv rygning. Det skyldes, at rygeforbuddet i dag ikke omfatter de indsattes celler og besøgsrum. Her er det som udgangspunkt den indsatte, der bestemmer, om der må ryges. En undersøgelse fra Fængselsforbundet viser, at 7 ud af 10 fængselsbetjente plages af passiv rygning på arbejdet. Det skal der gøres noget ved.
Justitsminister Søren Pind vil derfor udvide rygeforbuddet i kriminalforsorgens institutioner til også at omfatte de indsattes opholds- og besøgsrum. Overtrædelse af reglerne vil – ligesom i dag – medføre disciplinærstraf.
Justitsminister Søren Pind udtaler:
”Overalt i det offentlige er der indført rygeforbud, og jeg ser ingen grund til, at det samme ikke også bør gælde i fængsler og arresthuse. Passiv rygning har i mange år været en sundhedsmæssig belastning for vores ansatte i fængsler og arresthuse, og de ansatte plages af passiv rygning i en sådan grad, at Arbejdstilsynet er gået ind i sagen. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt. De ansatte har krav på at kunne bevæge sig rundt i røgfri miljøer, mens de er på arbejde. Derfor ønsker vi at indføre et totalt indendørs rygeforbud i de danske fængsler.”
Der vil som hidtil være mulighed for at ryge på udendørs arealer. Lovforslaget er i dag sendt i høring og forventes at blive fremsat i Folketinget i slutningen af oktober.
Baggrund:
Lovforslaget lægger konkret op til:
- Udvidelse af rygeforbuddet i kriminalforsorgens institutioner. I dag gælder der som på alle andre arbejdspladser et indendørs rygeforbud i kriminalforsorgens institutioner. Forbuddet omfatter dog ikke, efter de gældende regler, celler og besøgsrum. Her må de indsatte selv bestemme, om der må ryges. Lovforslaget vil betyde, at det fremover bliver forbudt for de indsatte at ryge i celler og i besøgsrum.
- Disciplinærstraf ved overtrædelse af regler eller anvisninger om rygning. I dag kan de indsatte få en disciplinærstraf, hvis de overtræder reglerne om rygning. Lovforslaget lægger op til at videreføre denne ordning.