Justitsminister Søren Pind mødtes i dag med Europarådets generalsekretær for at drøfte, hvordan den internationale indsats mod terrorisme kan styrkes. På mødet underskrev ministeren på Danmarks vegne en tillægsaftale til Europarådets terrorkonvention.
Terrorbekæmpelse var på dagsordenen, da justitsministeren i dag bød velkommen til Europarådets generalsekretær Thorbjørn Jagland.
Europarådet er med den nye aftale gået forrest for at styrke det fælles europæiske strafferetligt værn mod international terrorisme. Aftalen forpligter de deltagende lande til at kriminalisere terrorrejser og modtagelse af oplæring i terrorhandlinger, ligesom landene skal udveksle oplysninger med hinanden.
Justitsminister Søren Pind siger:
”I kampen mod terror er det tydeligt for alle, at vi skal samarbejde på tværs af landegrænserne, så vi har et fælles værn mod en fælles fjende. Derfor er jeg glad for at sætte Danmarks underskrift på Europarådets aftale. Regeringen har allerede strammet indsatsen over for fremmedkrigere og terrorister, og vi fortsætter arbejdet. Aftalen er endnu et skridt i den rigtige retning i kampen mod terror.”
Danmark har deltaget aktivt i forhandlingerne om aftalen og støtter entydigt arbejdet med at sikre et fælles internationalt værn mod terrorisme.
Det danske engagement i sagen flugter med arbejdet herhjemme, hvor regeringen allerede i sit første år har fået vedtaget tre lovforslag rettet mod fremmedkrigere og terrormistænkte, mens et fjerde lovudkast om væbnede konflikter i udlandet blev sendt i høring tidligere i april.
Baggrund
Europarådets generalsekretær – norske Thorbjørn Jagland – er på officielt besøg i Danmark den 2.-3. maj 2016.
Europarådet, der består af 47 europæiske lande, vedtog den 19. maj 2015 en tillægsprotokol til rådets konvention om forebyggelse af terrorisme. Tillægsprotokollen blevet åbnet for underskrift den 22. oktober 2015.
Tillægsprotokollen har til formål at forstærke landenes indsats til forebyggelse af terrorhandlinger ved – som et supplement til konventionen – at kriminalisere bl.a. aktiv deltagelse i en terrororganisations aktiviteter med henblik på at bidrage til organisationens udførelse af terrorhandlinger, modtagelse af træning til terrorisme og rejser til et fremmed land med henblik på at begå terrorhandlinger.
Protokollen er indtil videre underskrevet af lande som Frankrig, Belgien, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Tyskland
Straffelovrådet har for nylig vurderet, at dansk ret lever op til de krav til kriminalisering, som tillægsprotokollen stiller, og at tillægsprotokollen ikke giver anledning til at foreslå ændringer i straffelovens bestemmelser om terrorisme mv.