Justitsminister sikrer økonomisk saltvandsindsprøjtning til kriminalforsorgen | Justitsministeriet

Kriminalforsorgen er markant udfordret med mange indsatte, for lidt plads og for få ansatte. Derfor har regeringen nu afsat en merbevilling på 81,5 mio. kr. i 2020 til kriminalforsorgen. Merbevillingen skal være med til at sikre, at fængslerne fortsat kan drives med mange indsatte, og at der kan etableres flere fængselspladser i år, som kan gøre arbejdsforholdene bedre for de ansatte.

Kriminalforsorgens institutioner er presset i øjeblikket, for der er flere indsatte, end der i øjeblikket er fængselspladser til. Kriminalforsorgen vurderer, at den såkaldte belægsprocent, der er et udtryk for, hvor mange af pladserne, der bliver benyttet af indsatte, vil stige til over 104 pct. i løbet af 2020. Til sammenligning var det forudsat, at den ville være ca. 96 pct. ved indgåelsen af den seneste flerårsaftale for kriminalforsorgen i 2017. Det høje belægstal kan være med til at højne konfliktniveauet hos de indsatte og medfører et ekstra stort arbejdspres og større risiko for nedslidning af de ansatte.

Situationen er uholdbar, og derfor har regeringen nu afsat 81,5 mio. kr. som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til kriminalforsorgen i 2020. Merbevillingen skal bl.a. være med til at finansiere, at der er flere indsatte end forventet ved den seneste flerårsaftale, og til at skabe flere fængselspladser, så belægsprocenten i fængslerne kan reduceres til gavn for de ansatte.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

”Vores fængselsvæsen har nu gennem en årrække været hårdt udfordret med et stigende antal indsatte, som skaber pladsmangel og lægger et hårdt arbejdspres på fængselsbetjentene. Det er uholdbart, og derfor afsætter regeringen nu over 80 mio. kr. som en direkte økonomisk forstærkning til kriminalforsorgen. De ekstra penge er en nødvendig saltvandsindsprøjtning i landets fængsler, men det løser ikke de grundlæggende udfordringer på kriminalforsorgens område. Derfor har jeg fortsat blikket rettet mod at styrke kriminalforsorgen på et mere grundlæggende plan, og jeg ser frem til, at vi sammen med Folketingets partier efter planen skal diskutere en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen til næste år”.

 

Fakta:

Med merbevillingen afsættes der 55 mio. kr. til at fastholde det nuværende driftsniveau. Merudgifterne på 55 mio. kr. dækker bl.a. over, at en række institutioner, f.eks. Nykøbing Falster Arrest og Næstved Arrest, som ved indgåelse af flerårsaftalen blev forudsat lukket, fortsat er i drift med henblik på at imødegå belægsudfordringerne, da belægsprocenten har vist sig at være langt højere end forventet ved indgåelsen af flerårsaftalen. Driftsudgifterne omfatter navnlig aflønning af fængselsbetjente.

Der afsættes 13,6 mio. kr. årligt til at håndtere en række påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som bl.a. har medført både øgede udgifter til medicinindkøb og behov for mere sundhedspersonale, som skal sikre korrekt håndtering af medicin, internt tilsyn og uddannelse af fængselsbetjente. 

Der afsættes 8,7 mio. kr. i 2020 til kapacitetsudvidelser på kort sigt. Det betyder, at kapaciteten allerede i 2020 kan udvides med ca. 60 pladser fra Nykøbing Fængsel og Assens Arrest. 

Derudover afsættes der 4,2 mio. kr., der skal gå til yderligere initiativer, der kan være med til at afhjælpe den nuværende bemandingssituation i kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen vil fortsat arbejde målrettet for at rekruttere flere elever til de to uddannelsesinstitutioner i Møgelkær og Birkerød. 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top