Justitsminister Nick Hækkerup om kritik af regeringen for at give en ”ulovlig ordre” på pressemøder den 4. og 5. november | Justitsministeriet

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler: ”Politisk er vi også i denne sag nødt til at kunne have en diskussion på de rigtige præmisser. Der er rigtig mange ting i det her forløb, der er gået galt, og som regeringen og myndighederne fuldt fortjent bliver kritiseret for. Det beklager og undskylder regeringen dybt – ikke mindst over for minkavlerne, som står i en meget vanskelig situation. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at regeringen på pressemøderne den 4. og 5. november 2020 har givet en ulovlig ordre.”   Som det fremgår af Justitsministeriets notits af 18. november 2020, kan en udtalelse på et pressemøde ikke udgøre en ”ordre” (en befaling eller et pålæg) til borgerne, f.eks. minkavlerne. Det er faktuelt forkert at omtale dette som en ”ordre”. Der henvises til følgende i notitsen s. 3: ”Udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt udgør hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne. Udtalelser på pressemøder har ikke et retligt indhold over for borgerne, ligesom der heller ikke knytter sig retsvirkninger for borgerne til fremsættelsen heraf. Sådanne udtalelser er således efter deres karakter ikke omfattet af legalitetsprincippets krav om hjemmel.” Det bemærkes, at Justitsministeriet i ovennævnte notits i forlængelse af beskrivelsen af kommunikationen til kommunikationen til minkavlerne fra Fødevarestyrelsen og NOST’en anfører, at selv om udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt ikke har en retlig karakter for borgerne, må det antages, at udmeldingerne fra regeringen, hvoraf det ikke fremgik, at der manglede hjemmel til aflivning af mink uden for zonerne, i den konkrete situation har forstærket indtrykket hos minkavlerne af, at myndighederne kunne udstede påbud eller tilkendegivelser af lignende retlig karakter om aflivning uden for smittezonerne. Det fremgår videre af Justitsministeriets notits, at det på det foreliggende grundlag er Justitsministeriets vurdering, at embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har levet op til de standarder, som må kunne forventes. Som det fremgår af fødevareministerens redegørelse (s. 10 og s. 12), var ingen ministre bekendt med den manglende lovhjemmel eller drøftelserne om hjemmelsspørgsmålet hverken i forbindelse med pressemødet onsdag eller torsdag. Læs notits vedrørende visse retlige spørgsmål her.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

”Politisk er vi også i denne sag nødt til at kunne have en diskussion på de rigtige præmisser. Der er rigtig mange ting i det her forløb, der er gået galt, og som regeringen og myndighederne fuldt fortjent bliver kritiseret for. Det beklager og undskylder regeringen dybt – ikke mindst over for minkavlerne, som står i en meget vanskelig situation. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at regeringen på pressemøderne den 4. og 5. november 2020 har givet en ulovlig ordre.”

 

Som det fremgår af Justitsministeriets notits af 18. november 2020, kan en udtalelse på et pressemøde ikke udgøre en ”ordre” (en befaling eller et pålæg) til borgerne, f.eks. minkavlerne. Det er faktuelt forkert at omtale dette som en ”ordre”.

Der henvises til følgende i notitsen s. 3: ”Udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt udgør hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne. Udtalelser på pressemøder har ikke et retligt indhold over for borgerne, ligesom der heller ikke knytter sig retsvirkninger for borgerne til fremsættelsen heraf. Sådanne udtalelser er således efter deres karakter ikke omfattet af legalitetsprincippets krav om hjemmel.”

Det bemærkes, at Justitsministeriet i ovennævnte notits i forlængelse af beskrivelsen af kommunikationen til kommunikationen til minkavlerne fra Fødevarestyrelsen og NOST’en anfører, at selv om udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt ikke har en retlig karakter for borgerne, må det antages, at udmeldingerne fra regeringen, hvoraf det ikke fremgik, at der manglede hjemmel til aflivning af mink uden for zonerne, i den konkrete situation har forstærket indtrykket hos minkavlerne af, at myndighederne kunne udstede påbud eller tilkendegivelser af lignende retlig karakter om aflivning uden for smittezonerne.

Det fremgår videre af Justitsministeriets notits, at det på det foreliggende grundlag er Justitsministeriets vurdering, at embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har levet op til de standarder, som må kunne forventes. Som det fremgår af fødevareministerens redegørelse (s. 10 og s. 12), var ingen ministre bekendt med den manglende lovhjemmel eller drøftelserne om hjemmelsspørgsmålet hverken i forbindelse med pressemødet onsdag eller torsdag.

Læs notits vedrørende visse retlige spørgsmål her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top