Justitsminister nedsætter uvildig task force om Scandinavian Star | Justitsministeriet

Medlemmerne for den uvildige task force, der skal undersøge branden på Scandinavian Star, er nu udpeget og arbejdet påbegyndes formelt den 15. oktober.

Den 12. maj 2021 blev regeringen og Folketingets partier enige om at nedsætte en uafhængig task force, der kan undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene vedrørende Scandinavian Star.

Det fremgår af kommissoriet for task forcen om Scandinavian Star, at task forcen skal bestå af en universitetsjurist eller lignende med speciale inden for f.eks. forsikringsret eller strafferet (formand), en forsvarsadvokat med ekspertise inden for f.eks. økonomisk kriminalitet, en anklager og en efterforskningsekspert. Task forcen skal bestå af personer, der ikke tidligere professionelt har arbejdet med sagen, og som kan gå til arbejdet med uvildige øjne.

Justitsministeren har efter dialog med Folketingets partier nedsat task forcen med følgende medlemmer:

  • Professor mso, dr. jur. Kristina Siig (formand)
  • Forsvarsadvokat Peter Giersing (forsvarsadvokat)
  • Forsvarsadvokat og tidl. anklager Jakob Buch-Jepsen (tidl. anklager)
  • Tidligere politikommissær og efterforskningsleder Ove Pedersen (efterforskningsekspert)

 

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

”Branden ombord på Scandinavian Star er på alle måder en tragisk sag, der har efterladt mange overlevende og pårørende med spørgsmål og i uvished. Derfor er jeg glad for, at vi har udpeget kompetente kræfter til at foretage undersøgelsen om Scandinavian Star. Task forcen står nu over for en vigtig opgave med at skabe større klarhed over sagen. Det skylder vi ikke mindst ofrene og de efterladte. Nu skal undersøgelsen gå sin gang, og så vil jeg afvente resultatet af task forcens arbejde.”

 

Preben Bang (V):

“Scandinavian Star var en af de største katastrofer i danske skibshistorie. Derfor ser vi i Venstre frem til en grundig dybdegående gennemgang af hele forløbet.” 

 

Peter Skaarup (DF):

”Der er fremkommet mange detaljer af forløbet og efterspillet vedrørende ulykken ombord på Scandinavian Star. Detaljerne peger på, at myndighederne har svigtet, og at efterforskningen var mangelfuld. I Dansk Folkeparti er vi derfor tilfredse med, at der er opnået enighed om at nedsætte en task force om Scandinavian Star. Nu starter arbejdet med at kulegrave sagen én gang for alle. De mange overlevende og pårørende fortjener vished om, at alt kommer frem i lyset. Derfor nedsættes der nu en kompetent task force til at endevende sagen, så vi forhåbentligt kommer en opklaring nærmere.”

 

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

”Vejen til at få kigget på sagen om Scandinavian Star har været lang og trang. Jeg er lettet over, at arbejdet langt om længe kan gå i gang og jeg håber inderligt, at det kan bidrage til noget afklaring for de pårørende og bringe os nærmere skyldsspørgsmålet”.

 

Søren Søndergaard (EL):

”Den største mordbrand i Skandinaviens nyere historie er aldrig blevet efterforsket for en mulig forbindelse mellem den påsatte brand og ejer-, reder- og forsikringsforholdene. Det er en retspolitisk skandale. Derfor hilser jeg denne undersøgelse velkommen og vil godt takke Nick Hækkerup for at være den første justitsminister, som har taget det alvorligt. Alligevel står jeg i dag med en bittersød smag i munden, da muligheden for at komme til bunds i sagen naturligvis er blevet svækket som årene er gået. Det til trods håber jeg det bedste for de overlevende og pårørende – og for retsbevidstheden i Danmark.” 

 

Britt Bager (KF):

”Vi er i Det Konservative Folkeparti godt tilfredse med, at vi nu har fået udpeget de personer, der skal foretage undersøgelsen om Scandinavian Star. Branden på Scandinavian Star står som en af de mest tragiske hændelser i Danmarks historie. Der er derfor behov for en grundig og uvildig undersøgelse, så vi én gang for alle kan komme til bunds i sagen. Det skylder vi ofrene og deres efterladte.”

 

Pernille Vermund (NB):

“Vi skylder de overlevende og pårørende at få vendt hver en sten i sagen om den tragiske brand på Scandinavian Star. Hvis myndighedernes ageren var mangelfuld, skal det selvfølgelig frem i lyset. Derfor er det godt, at den uvildige task force nu kan komme i gang med en tilbundsgående undersøgelse, som kan resultere i, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af branden.”

 

Torsten Gejl (ALT):

”Det er altid vigtigt at blive klogere, og baggrunden for det, er at undersøge historien. Hvis vi skal undgå mytedannelser og dunkle teorier, er det vigtigt, at tragiske begivenheder afdækkes til bunds. Derfor er Alternativet også glade for, at der nu nedsættes en task force der kan undersøge hvad der skete på Scandinavian Star.”

 

Jens Rohde (KD):

“Scandinavian star er et samfundstraume. Det kan alene forløses gennem vished. Den håber vi at få med denne beslutning. “

 

Baggrund om task forcen

Task forcen forventes at være færdig med undersøgelsen og fremkomme med sin redegørelse inden for cirka halvandet år. I den forbindelse skal task forcen komme med en nærmere begrundet vurdering af, om der er grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af forhold, der ikke er strafferetligt forældet.

Desuden vil task forcen hvert halve år afgive en statusredegørelse for undersøgelsen. Viser der sig et grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, vil en efterforskning kunne foregå parallelt med task forcens undersøgelse. Der oprettes desuden en politisk følgegruppe, som vil modtage de halvårlige statusredegørelser fra task forcen.

Du kan læse mere om kommissoriet her.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top