I lyset af Minkkommissionens nye tilgang til SMS-beskeder har Justitsministeriet udarbejdet foreløbige retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af SMS-beskeder.
Minkkommissionen har til brug for sin undersøgelse anmodet om at få udleveret ikke-journaliserede SMS-beskeder fra de involverede ministre og embedsmænd. I dag opbevares SMS-beskeder ikke centralt hos statslige myndigheder, som det er tilfældet for e-mails.
Derfor omfatter arbejdet med at fastsætte generelle retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af SMS-beskeder bl.a. en nærmere undersøgelse af de tekniske muligheder og informationssikkerhedsmæssige hensyn, der skal tages i forhold til en central og brugeruafhængig opbevaring af SMS-beskeder. Der er tale om et omfattende og tidskrævende arbejde, og der er en række usikkerhedsmomenter knyttet til afklaringen af de tekniske spørgsmål.
På grund af tidshorisonten for afklaringen af de tekniske muligheder for en central og brugeruafhængig opbevaring af SMS-beskeder er der – med henblik på at sikre en ensartet praksis – behov for at fastsætte foreløbige retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af SMS-beskeder.
Justitsminister Mattias Tesfaye siger:
”Minkkommissionens tilgang til sms’er har skabt behov for klare retningslinjer for opbevaring af arbejdsrelaterede SMS-beskeder. I modsætning til e-mails sker lagring af SMS-beskeder ikke i dag centralt og uafhængigt af den enkelte bruger, men Statens IT er ved at undersøge mulighederne for at udvikle sådan en løsning. Det tager tid at udvikle, og den løsning har vi ikke i dag. Derfor er det godt, at vi nu har foreløbige retningslinjer, som vi kan bruge indtil da.”
I de foreløbige retningslinjer anbefales det, at:
- Statslige myndigheder bør instruere nuværende medarbejdere og ministre i ikke at slette arbejdsrelaterede SMS-beskeder på deres tjenestetelefon.
- Ministerierne bør sikre, at der løbende tages en lokal kopi af ministres, særlige rådgiveres og departementschefers arbejdsrelaterede SMS-beskeder.
- Statslige myndigheder bør sørge for, at ministres, særlige rådgiveres, departementschefers og andre ansatte i chefstillingers arbejdsrelaterede SMS-beskeder fortsat opbevares efter telefonskift eller fratrædelse.
Det er forventningen, at de statslige myndigheder snarest muligt og så vidt muligt senest 1. oktober 2022 har implementeret retningslinjerne. Justitsministeriet vil følge op på implementeringen i løbet af efteråret.
Læs de foreløbige retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af SMS-beskeder her.
Læs retningslinjerne for statslige myndigheders opbevaring af slettede e-mails her.