Folketinget vedtager ny samtykkelov | Justitsministeriet

Et enigt Folketing har i dag vedtaget ny lovgivning, der indfører en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Samtidig lancerer regeringen en række tiltag, der forbedrer forholdene for voldtægtsofre og skal forebygge voldtægt.

I sensommeren blev regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten enige om at indføre en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Et enigt Folketing har i dag stemt for regeringens lovforslag, som indebærer, at det fra årsskiftet vil være strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker. I dag vil der ikke nødvendigvis være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til sex. Efter den gældende voldtægtsbestemmelse karakteriseres det nemlig som voldtægt, hvis gerningsmanden f.eks. har brugt vold eller trusler om vold, eller hvis offeret har været i en tilstand, hvor vedkommende har været ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Nu indfører Folketinget nye regler, der kræver samtykke før sex. Lovændringen vil træde i kraft den 1. januar 2021.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

”Det er en banebrydende dag for ligestillingen i Danmark, at vi nu har fået en ny samtykkelov. Nu bliver det klart, at hvis ikke begge parter samtykker til sex, så er det voldtægt. Vi skal have ændret samfundets forståelse af, hvad voldtægt er, og en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse er en milepæl i den indsats. Vi lancerer også en række nye initiativer, der skal forebygge voldtægt og give voldtægtsofre bedre forhold i vores retssystem.”

Samtidig lanceres flere initiativer, der skal forbedre forholdene for voldtægtsofre. Initiativerne bygger bl.a. på anbefalinger fra en ekspertgruppe, der har set på, hvordan man kan forbedre ofre for voldtægts vilkår i retssystemet.

Der er afsat 20 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 i den nye finanslov for 2021 til at styrke bistandsadvokatordningen. Det skal bl.a. give ofre for seksuelle overgreb ret til at få vejledning fra en bistandsadvokat, før overgrebet anmeldes til politiet, og eventuelt styrket rådgivning efter anmeldelse.

En række psykologer har udarbejdet en traumepsykologisk materialesamling ”Psykiske følger efter voldtægt” for at fjerne myter på området og give et overblik over om de typiske traumereaktioner under og efter en voldtægt. Kataloget kan bl.a. inddrages i undervisningen i bl.a. politiet og anklagemyndigheden.

Ekspertgruppen har desuden anbefalet, at der bliver lavet en opdatering af undervisnings- og vejledningsmateriale til seksualundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, samt at ligestillingsministeren laver en oplysningskampagne, der følger op på den nye voldtægtsbestemmelse. De to initiativer lanceres af henholdsvis børne- og undervisningsministeren i skoleåret 2021/2022 og af ligestillingsministeren.

Ligestillingsministeren lancerer også en døgnåben hotline, hvor ofre for voldtægt anonymt kan få umiddelbar støtte og vejledning til, hvordan de får yderligere hjælp hos eksempelvis centre for voldtægtsofre samt anmelder forholdet til politiet.

Med den netop indgåede flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 styrkes desuden arbejdet med og hjælpen til ofre for voldtægt mv., så det sikres, at politiet og anklagemyndigheden møder ofrene med forståelse for de traumereaktioner, som overgrebene medfører.

Der indføres bl.a. mulighed for videoafhøring af voldtægtsofre, og der etableres 30 særlige afhøringsrum fordelt geografisk over hele landet, som indrettes under hensyn til, at ofre udsat for seksuelle overgreb befinder sig i en særlig sårbar situation, ikke mindst i afhøringssituationen. Der oprettes et nyt efter- og videreuddannelsestilbud i politiet af i alt 12 dages varighed, som målrettes håndteringen af sager om voldtægt mv. Og der oprettes i hver politikreds et tværfagligt, specialiseret team, som skal løfte kvaliteten i politikredsenes behandling af sager om voldtægt mv. og styrke de forurettedes tillid til, at deres sag bliver taget alvorligt. Alle specialiserede teams tilføres skærmede ressourcer til dedikerede og specialuddannede nøglepersoner, svarende til 24 civile årsværk på landsplan, og styrkes med 12 politiårsværk i 2023.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top