For at mindes ofrene for angrebet i København er det besluttet, at der mandag den 16. februar 2015 flages på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe.
Justitsminister Mette Frederiksen siger:
”Den 14. og 15. februar 2015 er dage, vi aldrig glemmer. For at mindes ofrene og vise respekt for de sårede betjente har regeringen besluttet, at der mandag den 16. februar 2015 skal flages på halv stang. Samtidig er det en markering af, at vi står sammen om vores demokrati, vores værdier og vores fællesskab.
Vores tanker og dybeste medfølelse går til dem, der er blevet ramt af det feje angreb, og deres pårørende.
Vi skal hver især både i dag, i morgen og fremover kæmpe for det frie og åbne samfund. Vi skal bruge vores ytringsfrihed og vores demokratiske rettigheder. Vi skal ikke lade os knægte.”