Kommissionen skal blandt andet stille skarpt på mulighederne for at styrke den tidlige kriminalitetsforebyggende indsats blandt børn og unge i både børnehave-, folkeskole- og ungdomsuddannelsesalderen. Den skal også pege på tiltag, der kan sikre, at der bliver grebet ind over for vold og overgreb i hjemmet og undersøge, hvordan etniske minoritetsmiljøer påvirker kriminalitetsbilledet i Danmark.
Regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blev som led i Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark enige om, at der skal nedsættes en kriminalitetsforebyggelseskommission.
Justitsminister Peter Hummelgaard har nu udpeget Torben Tranæs som formand for kommissionen.
Kommissionen går nu i gang med arbejdet.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Ingen børn fødes kriminelle. Som velfærdssamfund har vi ansvar for at sikre, at vores børn og unge ikke ender i en kriminel løbebane. Derfor er der repræsentanter fra et bredt udsnit af vores velfærdinstitutioner i kommissionen, som blandt andet skal komme med konkrete anbefalinger til den tidlige forebyggende indsats. Vi kan ikke bryde den kriminelle fødekæde med straf alene. Hvis vi reelt vil have nedbragt kriminaliteten i vores samfund, skal vi også forebygge. Jeg glæder mig derfor til at følge kommissionens arbejde og til at modtage dens anbefalinger til konkrete tiltag.
Retsordfører for Venstre Preben Bang Henriksen siger:
– Vi skal gøre mere for, at særligt børn og unge ikke ender i en kriminel løbebane. Det er i særdeleshed vigtigt, at der gribes ind, når børn udsættes for vold og overgreb i hjemmet. Derfor er det godt, at der nu nedsættes en kommission med et tydeligt fokus på tiltag, der bygger på viden og erfaringer. For Venstre er det også afgørende, at den forebyggende og resocialiserende indsats ikke sker på bekostning af mærkbare straffe for alvorlig kriminalitet – og dermed retsfølelsen. De to ting skal følges ad. Det er positivt, at det fremgår tydeligt af kommissoriet.
Retsordfører for Moderaterne Nanna Gotfredsen siger:
– Ansvaret er særlig stort på det strafferetlige område. Det gælder her alles behov for tryghed og effektive værn mod at blive udsat for kriminalitet, mens faktum også er, at reguleringsværktøjerne – kriminalisering og straf – er så ekstremt indgribende, at de også er potentielt individnedbrydende. Når kriminalitet således af mange gode grunde helst skal undgås, og i hvert fald reduceres mest muligt, er et stærkt vidensgrundlag kun endnu mere afgørende. Lovgiver må nødvendigvis interessere sig indgående for årsager til kriminalitet og være godt klædt på for at kunne sikre, at færrest muligt overhovedet får indledt en kriminalitetskarriere, samt sørge for, at der er reelle veje ud af kriminalitet. I Moderaterne ser vi frem til kommissionens arbejde og udkomme.
Retsordfører for Socialistisk Folkeparti Karina Lorentzen fra siger:
– Det var vigtigt for SF, at vi fik nedsat en forebyggelseskommission som led i forhandlingerne om bandepakken, fordi vi endnu ikke har knækket koden til, hvordan vi stopper deres tiltrækningskraft overfor unge. For os handler det om, at vi får bedre redskaber til at forebygge og stoppe en kriminel løbebane, både for den unges, men også for samfundets skyld.
Retsordfører for Danmarksdemokraterne Betina Kastbjerg siger:
– Vi skal i langt højere grad straffe mennesker, der begår personfarlig kriminalitet. Men der er også et andet spor, som handler om at undgå kriminalitet i første omgang, og jeg er rigtig glad for, at vi med kommissionen nu tager fat i forebyggelsen af det. Hvis vi skal have nedbragt tallene, så handler det for mig om, at vi kigger hele vejen rundt om problemet, og det her er et vigtigt første skridt.
Retsordfører for Det Konservative Folkeparti Mai Mercado siger:
– Forebyggelse af kriminalitet er vigtigt, og derfor har vi store forventninger til kommissionen. At forebygge kriminalitet er at undgå fremtidige ofre. Forebyggelse og resocialisering er lige så vigtigt for det Konservative Folkeparti, som vigtigheden af at sikre retsfølelsen gennem skærpede straffe. Derfor håber vi, at kommissionen kommer med forslag til løsninger og anbefalinger, som kan bruges fremadrettet.
Retsordfører for Radikale Venstre Zenia Stampe siger:
– Da Radikale Venstre gik med i bandepakken, var det først og fremmest med det formål at bringe forebyggelsesperspektivet ind i bandebekæmpelsen. Et af resultaterne var nedsættelsen af en forebyggelseskommission, hvor dygtige fagfolk skal komme med konkrete forslag til, hvordan vi forhindrer børn og unge i at ende i en kriminel løbebane. Det er stærkt tiltrængt efter mange års ensidigt fokus på straf og manglende lydhørhed over for de mange dygtige forebyggelsesmedarbejdere i kommuner, politi og civilsamfund.
Retsordfører for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg siger:
– Vi skal slå hårdt ned på alvorlig kriminalitet. Men straf kan ikke stå alene. Vi skal også tage fat der, hvor problemerne begynder. Hvis vi vil forebygge kriminalitet og sørge for, at børn og unge ikke ender i et liv med kriminalitet, er vi nødt til at forstå, hvorfor den opstår. Derfor er det vigtigt, at vi nu får en kommission, der kan se på og komme med konkrete løsninger til, hvordan vi bedst forebygger kriminalitet, især i forhold til børn og unge.
Læs Kommissorium for kriminalitetsforebyggelseskommissionen her.
Medlemmer af kriminalitetsforebyggelseskommissionen:
Foruden formand Torben Trænes består kommissionen af:
- Kriminolog Kasper Fisker (udpeget af Justitsministeriet)
- Et medlem med særlig indsigt i etniske minoritetsmiljøer udpeget af Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Et medlem med særlig viden om integration udpeget af Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Et medlem udpeget af universiteterne
- Formand for Det Kriminalpræventive Råd Erik Christensen
- Formand for SSP-Samrådet Mads Hardahl-Haugaard
- Kontorchef i Direktoratet for Kriminalforsorgen Lea Holst Reenberg
- Chefpolitiinspektør Lene Sørensen (udpeget af Rigspolitiet)
- Sekretariatschef SSP København Riad Tolba (Udpeget af Kommunernes Landsforening)
- Teamleder i Social- og Boligstyrelsen Thilde Nøhr Jensen
- Kontorchef i Social- og Boligministeriet Astrid Holbøll
- Kontorchef i Justitsministeriet Maria Carlsson
- Et medlem udpeget af Finansministeriet
- Ekspert i digital svindel Sune Gabelgård (Udpeget af Digitaliseringsministeriet)
- Cheflæge i Afdeling for Retspsykiatri i Region Sjælland Per Balling (udpeget af Indenrigs- og Sundhedsministeriet)
Fakta
Hver femte elev i 8. klasse (22 pct.) har en eller flere gange været udsat for fysisk vold fra deres forældre i løbet af det seneste år. Næsten hver fjerde (23 pct.) har været udsat for psykisk vold i hjemmet, f.eks. ved gentagne gange at blive kaldt noget, der gjorde barnet ked af det, at blive udelukket med tavshed eller at blive truet med at blive smidt ud hjemmefra. Omkring hver ottende (12 pct.) har været udsat for både fysisk og psykisk vold (Børns Vilkår)
Undersøgelser viser, at der er en øget risiko for at udvikle voldelig adfærd i nære relationer som voksen, hvis man er vokset op med vold i hjemmet. Eksempelvis viser en undersøgelse, at en større andel af de personer, der har oplevet flere former for vold i hjemmet, også har udøvet partnervold det seneste år, sammenlignet med personer, der ikke har oplevet vold i hjemmet (Lev Uden Vold).
Knap halvdelen (48 pct.) af registrerede bandemedlemmer er under 25 år. 7 pct. af registrerede rockere er under 25 år. Gennemsnitsalderen på registrerede bandemedlemmer er 26 år. Og gennemsnitsalderen på registrerede rockere er 41 år (Justitsministeriets Forskningsenhed).
Der er mere end 50 pct. flere dømte for voldsforbrydelser blandt mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande og knap 200 pct. flere blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande som blandt den mandlige befolkning som helhed, når der tages højde for gruppernes størrelse og alderssammensætning (Danmarks Statistik)