Enigt Folketing vedtager ny selvstændig stalkingbestemmelse i straffeloven | Justitsministeriet

Et enigt Folketing har i dag vedtaget en ny selvstændig bestemmelse i straffeloven om kriminalisering af stalking. Loven træder i kraft ved årsskiftet og er en del af et større udspil, der styrker indsatsen mod stalking.

Stalking får nu sin egen selvstændige bestemmelse i straffeloven, der sikrer, at stalking kan straffes, også selv om gerningsmanden ikke på forhånd er meddelt et tilhold. I dag er stalking kriminaliseret i et vist omfang i tilholdsloven, men med den nye bestemmelse skal færre betingelser altså være opfyldt, før det kan straffes.

Samtidig skærpes straffen for stalking med den nye bestemmelse. Med den gældende bestemmelse i tilholdsloven, kan stalking straffes med bøde eller op til to års fængsel. Men med den nye bestemmelse i straffeloven skærpes straffen for stalking, så der kan gives op til tre års fængsel.  

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

Stalking er en alvorlig forbrydelse på linje med psykisk og fysisk vold. Derfor er jeg meget tilfreds med, at et enigt Folketing har vedtaget, at stalking fremover skal have en selvstændig bestemmelse i straffeloven, og at det skal kunne straffes med op til tre års fængsel. Det er et stort skridt i retning af at forbedre indsatsen og hjælpe ofrene for stalking, som vi ved er udsat for et enormt pres.”

Med det vedtagne lovforslag kan stalkingofre også få beskikket en bistandsadvokat, ligesom ofrene fremover har ret til at blive underrettet, når gerningsmanden eksempelvis løslades eller har udgang, hvis de anmoder om det.

Lovforslaget udmønter flere af de i alt 14 initiativer fra udspillet ’Bedre hjælp til ofre for stalking’, som regeringen i august præsenterede sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet.

Flere af disse initiativer er allerede igangsat. Politiet har bl.a. etableret specialiserede teams i alle politikredse, som skal være med til at løfte kvaliteten i kredsenes behandling af sager om stalking. Derudover er et styrket efter- og videreuddannelsestilbud oprettet i politiet, som også er målrettet håndteringen af stalkingsager, hvor medarbejdere kan tilegne sig viden og kompetencer om stalkingsagernes kompleksitet mv.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

Vi har ikke været gode nok til at håndtere sager om stalking, og der er brug for en langt mere helhedsorienteret indsats. Derfor er der nu etableret specialiserede teams i alle politikredse, der blandt andet skal koncentrere sig særskilt om stalking for at styrke efterforskningen af de her sager. Samtidig undervises der nu på politiets efter- og videreuddannelse også i målrettet håndtering af sager om stalking. Alt sammen noget, som jeg håber vil føre til, at ofrene oplever, at de får den hjælp, de har brug for.”

Foruden myndighedernes øgede fokus er det med udspillet bl.a. også besluttet at tilføre flere midler til Dansk Stalking Center med henblik på at udvide behandlingskapaciteten fra 25 til 120 behandlingsforløb om året i 2021 til 2023.

Se de 14 initiativer fra udspillet her:

  • Ny særskilt bestemmelse om stalking i straffeloven
  • Styrket behandling af tilholdssager i politikredsene
  • Adgang til digital forkyndelse for politiet og anklagemyndigheden
  • Ny fire-ugers klagefrist i tilholdsloven
  • Ny IT-løsning til systematisk fremsøgning af sager om stalking i politikredsene
  • Ret til bistandsadvokat og mulighed for videoafhøring af stalkingofre i straffesagsbehandling
  • Mulighed for varetægtsfængsling i stalkingtilfælde
  • Underretning af stalkingofferet ved gerningsmandens løsladelse og udgang
  • Underretning af kriminalforsorgen om overtrædelse af tilhold
  • Forsøgsprojekt om bedre koordinering af hjælp til stalkingofre og -udøvere
  • Dansk Stalking Centers behandlingskapacitet udvides
  • Styrket efter- og videreuddannelse i politiet
  • Specialiserede teams og nøglepersoner i politikredsene
  • Særskilt kriminalisering af identitetstyveri i straffeloven

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top